
- I dag har jeg boet i Tvingstrup i nøjagtig 8 år og 24 dage. Og jeg nyder at bo herude. Her i byen har stederne og menneskene, der bor her en ganske særlig betydning, indledte Torben Engholm båltalen i Tvingstrup.
Torben Engholm talte om at bo i et lokalmiljø som i Tvingstrup og være en del af det fællesskabet:
- I et nærmiljø, hvor man tager hinanden imod, om ikke med åbne arme, så altid med en imødekommenhed, der fortæller at du er en af os. Velkommen til. Du er en del af fællesskabet.
Torben talte om fællesskabets arrangementer og om glæden over at bo i Tvingstrup.
- I landsbyen, hvor der eksisterer et fællesskab og et altid godt sammenhold, hvor vi på vores helt egen måde trækker i fællesskab, for de bedste løsninger, for det sted, hvor vi bor, og holder af.
- Lad os glæde os over at Horsens vokser. At vi bor i et lokalområde hvor kommunens vækst smitter af på vores lille lokalsamfund. Der bygges på livet løs. På Kløvervænget og Vestervænget. Så det giver vækst og styrker vores lokalsamfunds sammenhængskraft, sagde Torben Engholm.
- Et af de steder der betyder allermest for vores landsbys sammenhængskræft, er vores lille børnehave der ligger lige her bag ved. Den kan vi være rigtig stolt af. Landsbybørnehaven er et unikt eksempel hvordan forældreengagement, og politisk viljestyrke kan gå hånd i hånd for at skabe noget stort. Som mellemby kan vi være stolte over at vi har vores egen daginstitution og vores egne dagplejere i Tvingstrup. Dem må vi stå sammen og værne om, for det er vores, og de er unikke at have i vores lokalsamfund.
- Der er rigtig mange grunde til at flytte til Tvingstrup. Det er vigtigt at vi fastholder den gode balance der mellem by og land. Derfor vil jeg forslå at vi fra politisk side i næste byrådsperiode nedsætter et Landdistriktsudvalg, hvor der også udpeges lokale borgere og ildsjæle. Så man også ude i lokalsamfundene har direkte indflydelse på at styrke den vækst og udvikling, vi har brug for ude i landdistrikterne, så vi kan få bedre rammemuligheder for at udvikle vores nærmiljø. Så vi fortsat kan få del i den positive vækst vi har i Horsens Kommune, sagde Torben Engholm og ønskede alle en god Sankt Hans aften.