Sejlende kunstudstilling til børn lægger til kaj ved Jernlageret



Der kastes anker i Horsens søndag den 16. august, så Bibianas mandskab og kunstformidlere kan stå klar til at tage imod spændte skoleklasser på det gyngende dæk mandag den 17. august.
 Hele skibet er omdannet til én stor installation, men kernen i projektet er en udstilling af prisvindende børnebogsillustrationer fra hele verden, der formidler fortællinger fra verdenshavene.
 Men udover udstillingen vil der være meget andet at gå på opdagelse i, man kan fx. glæde sig til at mærke en blæksprutte og høre undervandsoptagelser, og dygtige kunstformidlere ombord vil stå for workshops og events ugen igennem.
 Skoleklasser kan på projektets hjemmeside, www.bibianadanmark.dk, tilmelde sig workshops ombord, og børn og voksne har alle eftermiddage, og lørdag den 22. august, mulighed for at besøge skibet på egen hånd.
 Bag projektet står non-profitorganisationen Bibiana Danmark, der arbejder for at inspirere og undervise børn i kunst og kultur ved at formidle verdens bedste børnebogsillustrationer i internationale udstillings- og læringskoncepter. M/S Bibiana besøger 30 danske byer denne sommer. Projektet er støttet af Nordea Fonden.
 Alle hverdage fra 17.-21. august kan børn og familier gå ombord på M/S Bibiana mellem kl. 14 og 17. Mellem 9 og 14 er skibet forbeholdt forløb til skoleklasser.
 Lørdag den 22. august er alle velkomne ombord mellem kl. 9 og 16, hvorefter skonnerten lægger fra kaj.
 Bibianas afsejling er således med til at sætte punktum for en begivenhedsrig sommer på Jernlageret, Mærk Byens sommer-havneprojekt, der har budt på et utal af gode oplevelser for store og små. Lørdag den 22. august vil sæsonens sidste arrangement blive afviklet på Jernlageret.
 Horsens Kommunes Kulturafdeling er tovholder på såvel M/S Bibianas besøg som Jernlageret.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025