
- Sejren har givet selvtillid og en bedre forståelse af os selv som band. Vi sælger flere albums og flere koncertbilletter, og vi har fået mange fantastiske festivaljobs både i Norge og ude i Europa. Vi har stået på scenen med navne som Buddy Guy, Taj Mahal, Brian Setzer og Joe Bonamassa, og vi mærker fortsat en stor interesse. Det havde vi helt klart ikke forventet, da vi sad i flyet på vej til Italien. Der jokede vi bare med, at vi skulle ned og tjekke, om de kunne lave ordentlig pasta …
Erik Zahl fra Eric Slim Zahl & the South West Swingers stod for et års tid siden på scenen i Siena som vinder af EBC 2016. Siden er det gået hurtigt – meget hurtigt, endda – for kvartetten, der stammer fra Stavanger på den norske vestkyst.
- Vi har arbejdet hårdt for at holde interessen varm, og sejren har helt klart hjulpet til, at mange bookere rundt om i Europa kender os i dag. Så sejren har haft enorm betydning, fastslår Erik Zahl.
Respekt og engagement
Når han mindes EBC i Siena, er det derfor med et stort smil – og ikke kun på grund af sejren:
- Bluesentusiaster er hyggelige og engagerede mennesker. Vi mødte så mange spændende og dejlige mennesker, både på, bagved og foran scenen. Vi følte aldrig, at det var en konkurrence – alle havde stor respekt for hinanden, og det var kun dygtige bands, der var med. Samtidig var og er det utroligt inspirerende at opleve de mange forskellige måder, man kan spille blues på, siger han og nævner Budda Guedes fra Portugal og den unge guitarist Guy Smeets fra Holland som nogle af dem, der for ham skilte sig ud både musikalsk og personligt.
- Jeg drømmer lidt om en koncert, hvor Budda og Guy kunne være med os på scenen. Det ville blive en uforlignelig guitarfest!
Han og bandet meldte sig til konkurrencen efter at have været med til EBC 2015 i Bruxelles.
- Vi havde spillet fra nord til syd i Norge i 10 år, og følte at det var tid til at knytte flere kontakter ude i Europa. Jeg var med på Blues Market ved EBC i 2015, fik mange kontakter og fik også meget inspiration af at se de bands, der optrådte. Der blev ideen født, og vi stillede op i den norske konkurrence senere på året, siger Erik Zahl, som også deltog i International Blues Challenge i Memphis i januar 2016:
- Det var Oslo Bluesklubb, der sendte os afsted, og det var en fantastisk oplevelse. Vi skulle lave et sæt på 20 minutter, som udtrykte bandet bedst muligt, og vi fik masser af inspiration af bare at være i Memphis. Vi spillede på BB King’s Blues Club i Beale Street, vi spiste ”ribs” og blev truet med pistol, og vi kom hjem med en masse erfaring og måske 100 ideer til sange og nye tekster. Det var en virkelig god forberedelse til EBC et par måneder senere.
To sekunder til at bukke
Bandets målsætning ved EBC 2016 var ikke nødvendigvis at vinde, men at gøre det godt og have det sjovt samtidig:
- Vi ville fremstå så professionelle som muligt, både med hensyn til repertoiret og til at ramme tiden, og vi havde forberedt os intenst, så der var styr på detaljerne. Vi havde 20 minutter, spillede i 19 minutter og 58 sekunder – og så bukkede vi i to sekunder, fortæller Erik Zahl, som i dag betegner de andre bands i konkurrencen som ”blues-familie”:
- Det er fine mennesker, som det er let at tale og samarbejde med på tværs af landegrænser og nationaliteter. Det er faktisk ganske karakteristisk for bluesfolket i Europa, synes jeg.
Og så hører det med til historien, at Eric Slim Zahl & the South West Swingers bare var et ”one night stand” fra begyndelsen.
- Ideen kom fra den lokale bluesklub i Stavanger, som i 2006 ville sammensætte et band fra andre musikmiljøer end blues. Det var så sjovt, at vi fortsatte med bandet, siger Erik Zahl, som dengang spillede både irsk folkemusik, hiphop og acid jazz. Men bluesinteressen – som nok altid havde været der – vågnede pludselig for alvor.
- Jeg elsker blues i den absolut bredeste form, og er lige begejstret for moderne blues med mange akkorder, soul, jazzy blues, Chicago blues eller den traditionelle delta blues, siger guitaristen, som også kommer til Horsens til EBC i april.
- Ja, jeg deltager på Blues Market. Vi har fået et navn og mange kontakter, men vi vil stadig gerne ud til nye byer og et nyt publikum, så jeg har en stand på Blues Market. Det glæder jeg meget til – og til at opleve den særlige stemning igen, siger han.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook her!