Sikker Østbirksejr over Seest i premieren



Arkivfoto

Østbirk IF-Seest Boldklub 3-0 (2-0)

Mandag den 13. april var det efter flere måneders træning og træningskampe tid til den første turneringskamp for ØIF’s U16 drenge.
 Resultaterne i træningskampene har været noget svingende, så det blev fra trænerne Rene Andersen og Allan Mikkelsen gjort klart, at spillerne skal kunne smide 10-15 procent mere energi ind i kampene, hvis de fornødne point i rækken skal i hus.
 Det tog spillerne heldigvis til sig, da Østbirk, trods en stærk modvind, tog teten fra første fløjt. Østbirk håndterede den vanskelige vind ved at spille hurtigt og varieret og Mathias Alrø og Peter Hauch viste fra start at kampen om midtbanen hurtigt faldt ud til Østbirks fordel.
 Allerede efter få minutter fandt Matias Jakobsen plads til højre for feltet og serverede bolden perfekt til William Valencia, som dog sparkede forbi på det store tilbud. Østbirk havde i løbet af de første 20 minutter flere optræk til mål, men måtte vente frem til det 25. minut inden Peter Hauch tog sagen i egen hånd. Fra midten af banen rundede han 2 Seest-spillere og smækkede bolden sikkert ind nede i venstre målhjørne, uden chancen for den ellers gode Seest-målmand. 1-0 til Østbirk.
 Kort derefter blev målmand Frederik Albøge testet, da en Seest-spiller drev gæk med hele Østbirk-forsvaret og pludselig var alene med Frederik, som dog sikkert fik afværget den store mulighed.
 Ca. 5 min. før pausen kom Østbirk på 2-0. En returbold dumpede ned til Mathias Alrø udenfor modstanderens målfelt, og på fornem vis bankede han på mål. En svær teknisk detalje, og et skud som målmanden gav en retur på, hvilket Matias Jakobsen altid har haft målnæse til at opsnuse. Tæt under mål satte han returen sikkert i mål til 2-0.
 I pausen snakkede Østbirk om, at de modsat seneste træningskamp skulle holde koncentrationen og energien oppe, da Seest i perioder viste fint spil. Med vinden i ryggen fortsatte Østbirk med at producere chancer, og efterhånden løb energien lidt ud af Seest-holdet, som Østbirk-forsvaret dog fortsat måtte være påpasselige overfor.
 Efter ca. 25 minutter faldt Peter Hauchs anden scoring i kampen. Jonas Truelsen assisterede med et perfekt hjørnespark, som Peter flot headede ind. Herefter stod der Østbirk på resten af kampen med flere gode chancer til bl.a.  Andreas Olsen, Matias Jakobsen og William Valencia. Endda midterforsvarer Mike Jensen fik muligheden, men forsøgte en Laudrup-dribling i stedet for afleveringen.
 - 3-0 blev kampens resultat og Østbirk-holdet viste den nødvendige vilje og energi på alle pladser. Der er stor ros til samtlige spillere på holdet som alle gjorde en god figur. Blandt de mange gode præstationer blev kampens spiller Peter Hauch som iscenesatte flere gode angreb, tog sine returløb og scorede 2 flotte mål, siger træner Allan Mikkelsen.
 Næste kamp er søndag den 19. april på udebane mod FC Kolding Nord.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025