Skilsmissefamilierne skal have bedre hjælp, og børnene skal i fokus



Hver gang en familie bliver splittet, rummer det kimen til ulykkelighed. Børn, der helst ser forældrene sammen, eller en livsdrøm, der skal genfindes. Det kan vi ikke løse fra Christiansborg, men vi skal gøre, hvad vi kan for at lette forløbet for familierne. 

Jeg har netop præsenteret regeringens bud på et nyt system for skilsmissefamilier. Systemet, som vi foreslår, skal rumme ca. 100.000 sager. Og det tager højde for, at der bag hver sag er vidt forskellige familier med vidt forskellige udfordringer. Samtidig har systemet fokus på det vigtigste i de her sager - nemlig barnet.

For at kunne hjælpe familierne bedst muligt er det vigtigt hurtigt at afklare, hvilke problemer de har, og om konfliktniveauet er højt.  Derfor foreslår vi, at alle sager screenes, når de møder det nye system. På den måde får det store flertal, der kan blive enige - eller kun har få uenigheder - klaret det praktiske hurtigt og enkelt.

Med screeningen sikrer vi samtidig, at de mest komplekse sager kommer det rigtige sted hen med det samme. Det kan for eksempel være sager, hvor konfliktniveauet er meget højt, hvor der er alkohol eller vold involveret, og hvor barnet derfor er særligt udsat. I de sager skal vi sørge for, at der koordineres og samarbejdes tæt med kommunen, så alle relevante oplysninger kommer frem. I disse sager vil forældrene yderst sjældent blive enige og meget er på spil. Derfor skal de have en konsekvent afgørelse, og den træffes bedst af domstolene. På den måde er retssikkerheden i højsædet.

Men en afgørelse hos en dommer er langt fra den rigtige løsning i alle skilsmissekonflikterne. Mange forældre vil selv kunne blive enige, hvis de får lidt hjælp. Den hjælp vil jeg gerne give dem, og derfor lægger vi med det nye system op til, at de bliver tilbudt mægling og rådgivning.

Det nye system skal også tage hånd om barnet. Inddragelse af barnet betyder ikke kun, at der skal holdes en samtale med barnet. Vi skal sikre, at børnene bliver fulgt i et trygt og støttende forløb. Det foreslår vi, at en særlig børneenhed skal have ansvaret for. Enheden skal se skilsmissen fra barnets perspektiv og have fokus på barnets trivsel, så vi bedst muligt kan hjælp det gennem forældrenes brud. 

Med regeringens bud på et nyt system for skilsmissefamilier tager vi udgangspunkt i familiernes behov og tilbyder hjælp og støtte hos de myndigheder, der er bedst til at imødekomme dem, samtidig med at vi bruger ressourcerne fornuftigt. Jeg er overbevist om, at vi hermed gør en svær situation lidt mindre svær for skilsmissefamilierne.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025