
De accepterer, at jeg ikke kan løbe 100 km i timen. Til gengæld har jeg kun haft to sygedage siden jeg blev ansat. Min mester håber, at jeg bliver til, jeg skal pensioneres, og det er også det, jeg helst vil, fortæller Peter Mechlenborg.
1,4 kilometer er der hele vejen rundt om hovedbygningen i Danish Crown i Horsens. Det fortæller Peter Mechlenborg, som efter mange år på kontanthjælp fået et småjob på 20 timer i Danish Crown. De store afstande er en udfordring for Peter, som har problemer med fødder og ben, men alligevel er han rigtig glad for sit arbejde.
Vejen til jobbet er for Peter Mechlenborg gået gennem projektet ”Flere kontanthjælpsmodtagere i job gennem småjob”, som er et samarbejde mellem Jobcenter Horsens og Rummelig imidt. Projektets fokus er småjob, som skal bane vejen for at sluse kontanthjælpsmodtagere med lang tids ledighed tilbage på arbejdsmarkedet. Det har ind til videre været en succes for 26 personer, som i dag er i stand til at forsørge sig selv.
Peter Mechlenborg har været ansat siden juni 2017 til blandt andet at holde Danish Crowns udearealer rene.
- Danish Crown er en rigtig god arbejdsplads. I starten var jeg usikker, fordi det er et voldsomt stort sted. Men med tiden er jeg blevet rigtig glad for det. Det betyder noget for mig, at det er et lønnet arbejde, og at det er et fast job, så jeg ikke skal skifte igen, fortæller Peter Mechlenborg.
I projektet har 111 kontanthjælpsmodtagere deltaget, hvoraf cirka en tredjedel har været i et småjob i forløbet. 26 af dem er i løbet af et år gået fra kontanthjælp til at forsørge sig selv.
Fokuspunkterne i projektet har været hyppige samtaler, ansvar i eget liv, netværk med andre ledige og reorientering mod de jobs, der rent faktisk er i lokalområdet. Kontakten mellem Peter Mechlenborg og Danish Crown blev skabt på en jobmesse, hvor fokus var på småjob. På messen fik Danish Crown besat tre forskellige småjob, og HR-koordinator ved Danish Crown Heidi Stobberup fortæller hvorfor:
- Vi oplever, at det motiverer, at man tjener sin egen løn, fremfor fx at være i praktik og fortsat være på kontanthjælp eller dagpenge. Når man får en ekstra økonomisk gevinst, giver man lidt ekstra af sig selv. De tre småjob, vi har fundet, indeholder alle opgaver, som er vigtige, men som vi har svært ved at finde tid til i hverdagen. Peters opgaver er blandt andet at holde orden i rygeskurene og p-pladsen, og det handler jo om at repræsentere os godt udadtil, fortæller Heidi Stobberup.
På længere sigt er både Peter og Danish Crown indstillede på at øge timeantallet, så Peter ligesom mange andre i projektet slipper kontanthjælpen helt.
Projektet ”Flere kontanthjælpsmodtagere i job gennem småjob” er en aktivitet under Rummelig imidt, som Jobcenter Horsens har søgt midler til. Projektet er finansieret af Horsens kommune, Region Midtjylland og med midler fra EU’s Socialfond.
Centralt i projektet er et såkaldt SPIN-forløb, som står for samtaler, profilkort, indsigt og netværk. SPIN betyder også at snurre rundt og henviser til, at målgruppen reorienterer sig mod nye mål og får klarhed over sine egne kompetencer.
Fælles for projektets målgruppe er, at de alle er ledige på kontanthjælp, som har været længe væk fra arbejdsmarkedet.