Søndagsjam med en ægte bluesman



Knap 40 års erfaring fra alverdens bluesscener og et væld af album-indspilninger – det er den bagage, som Kenn Lending har med til forårets sidste søndagsjam på Kulisselageret på søndag den 26. april. Denne jam foregår om aftenen med start kl. 19 og altså ikke som vanligt om eftermiddagen.
 - Kenn Lending mestrer alle typer af blues, både det rå og det mere følsomme, og han er helt igennem stilsikker og bundsolid som ankermand i enhver jam. Derfor kan både deltagere og publikum roligt glæde sig til en både hyggelig og musikalsk søndag, siger formanden for Blueskartellet Carsten Mellson.
 Et kig på Kenn Lendings cv afslører da også, at han har formatet til at løfte og styre enhver blueskoncert. Mange år som drivkraft i Kenn Lendings Blues Band gjorde ham til et kendt bluesnavn især herhjemme, og siden optrådte han over 1000 gange i 35 lande verden over som lead-guitarist for blueslegenden Champion Jack Dupree.
 - Vi ved fra tidligere, at han stortrives på en scene med plads til leg og improvisation. Her i Horsens beviste han det senest, da han i efteråret var omdrejningspunkt i 100 Guitars i Kuben, som varmede hele Søndergade op til Bluesfestivalen i fjor. Det bliver med garanti ikke ringere, når scenen står på Kulisselageret, siger Carsten Mellson, der forventer et stort fremmøde:
 - Blandt blues-elskere i hele Østjylland er søndagsjam i Horsens ved at blive en institution, og vi kan konstatere, at publikum kommer fra et stort område, siger Carsten Mellson, der tilføjer, at jam-arrangementerne har hjulpet adskillige nye og unge bluesbands på vej i Horsens og omegn.
 Spillereglerne for Blueskartellets søndagsjam er enkle: Mød op med dit instrument, plug i og giv den gas. Arrangørerne stiller baggear og tangenter til rådighed, men anbefaler, at man selv medbringer sine ”håndvåben” (stikker, spade, sax eller andet...). Er du hellere med på en lytter, er du selvfølgelig også velkommen - og husk også at prikke til dine musikglade venner og hiv dem med til en hyggelig eftermiddag.
 Der er fri entré for dem, der medvirker, mens tilhørere må betale 50 kr. for at komme ind.  Søndagens blues-hygge på Kulisselageret åbner dørene kl. 19.00.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025