Fra hospital til hønsehus



56-årige Birthe Gregersen havde travlt med at lave hønsehus i haven, da hun pludselig fik smerter og måtte indlægges på sygehuset. Hun er glad for, at opholdet blev kort, og at hun efterfølgende kunne behandles hjemme hos sig selv. Foto: Per Algreen

Ind på sygehuset – og ud igen så hurtigt som muligt!
 Et sådant forløb var 56-årige Birthe Gregersen fra Søvind for nylig igennem.
 Birthe var ved at bygge hønsehus i haven, da hun pludselig fik stærke smerter ned i venstre side. Det førte til en indlæggelse på sygehusets akutafdeling. Men kun i kort tid.
 Hvor Birthe tidligere skulle have tilbragt adskillige dage i hospitalssengen for at få normaliseret et rekordhøjt infektionstal, blev hun i stedet for sendt til behandling hjemme i sofaen.
 Her sørgede kommunale hjemmesygeplejersker for, at vigtig intravenøs penicillin tre gange i døgnet fandt vej til Birthes årer.
 Selv er Birthe ikke i tvivl om, at dét at få behandling hjemme hos sig selv er 100 gange mere helbredende end at ligge på et sygehus.
 - I den korte tid, jeg var indlagt, var der overbelægning på afdelingen og megen forvirring, så der faldt en helt anderledes ro på det hele ved, at jeg kom hjem. Det gjorde, at jeg hurtigt fik det bedre, siger Birthe, og tilføjer, at der er flere fordele ved at blive behandlet af sygeplejersken i sit eget hjem:
 - På sygehuset ser lægerne kun et fragmentarisk billede af patienten. Hjemmesygeplejersken derimod får et billede af det hele menneske i dets egne omgivelser, hvilket giver et bedre vurderingsgrundlag for behandling.
 I Horsens Kommune efteruddanner godt 100 hjemmesygeplejersker sig for øjeblikket, så de er 100 % klædt på til at håndtere de mere komplekse opgaver, der opstår, når borgerne udskrives tidligere fra sygehuset. Ud over intravenøs behandling kan det for eksempel være hjælp til kroniske sygdomme, skift af stomiposer, sårbehandling m.m.
 - Efteruddannelsen kan især være en fordel for de ældre sygeplejersker, som har arbejdet i hjemmeplejen i mange år og så de unge, som ikke har arbejdet på et sygehus, siger områdeleder Jeanette Blicher Rumph, Sundhedscenter Søndergården.
 Hun tilføjer, at sygeplejerskernes efteruddannelse også er rettet mod at forebygge, at borgerne overhovedet ender på sygehuset. Også kaldet TOBS (Tidlig Opsporing af Begyndende Sygdom.)
 - Det gælder om at være vaks til at finde borgerens potentiale og støtte op om det. Det gør vi blandt andet i et tæt samarbejde med de praktiserende læger og - i de tilfælde hvor borgeren har været indlagt - sygehuset.
 Ifølge Ellen T. Schmidt (S), der er formand for Velfærds- og Sundhedsudvalget, er Horsens Kommune godt med på området:
 - Siden kommunalreformen har vi taget et kæmpe skridt ind i fremtiden og understøttet den nye behandlingsideologi på sygehusene. Det falder godt i tråd med Horsens Kommunes øvrige arbejde med at styrke rehabilitering, der skal sikre, at borgerne kan klare sig selv mest muligt, så behov for varig støtte og afhængighed af andre mindskes.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025