Det er endnu ikke afgjort, hvem de tre finalister til årets X Factor bliver, men allerede nu kan DR præsentere fem stærke navne til den kommende finale. Den finder sted i Jyske Bank BOXEN i Herning den 27. marts.
Det bliver således et spændende musikalsk miks af solid pop, rock og lækker reggae, for de fem navne, der skal optræde, er nemlig Stine Bramsen, Ulige Numre, Julias Moon, Bjørnskov og OMI.
DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme udtaler:
"Jeg er virkelig glad for det line-up, vi kan præsentere ved årets X Factor-finale. Vi har to store danske navne, kombineret med et par af stærke talenter og et helt formidabelt navn fra Jamaica. Det resulterer i en talentmæssig spændvidde, der matcher den imponerende bredde, vi også har kunnet opleve i dette års udgave af X Factor, og som helt sikkert også vil være til stede blandt de tre finalister."
Stine Bramsen på egne ben
Stine Bramsen er den lille sangerinde med den store stemme. 2014 blev året, hvor hun gik fra at være en sjettedel af den populære popsekstet Alphabeat til virkelig at etablere sig som solist på den danske musikscene. Hendes første soloalbum Stine Bramsen udkommer 27. Marts og indeholder førstesinglen Prototypical, der røg direkte ind som nr. 1 på Airplay Charten og på Top 100 Årslisten. Prototypical er desuden den femte mest spillede danske sang og fjerde mest hørte, da danskerne tunede på radioen i 2014. Albummet Stine Bramsen indeholder også hendes seneste single Karma Town og power-balladen The Day You Leave me.
Danmarks nye store rockband
Efter udgivelsen af Ulige Numres debut-EP i 2011, der indeholdt P3-hittene København og Navn i sne, opbyggede drengene på rekordtid en kæmpe fanskare i hele landet. Senere vandt bandet P3 Guld Talentprisen, en Steppeulv i kategorien Årets Sang for København, og de modtog desuden DMA-nomineringer i både 2012 og 2014. Debutalbummet Nu til dags udkom i efteråret 2013 og indeholdt singlerne Blå og Dansk vejr, der begge fik massiv airplay på P3, og albummet blev af Gaffa kåret som Årets Danske Album. Når Ulige Numre den 13. april 2015 udgiver deres andet fuldlængde album, Grand Prix, er der tale om et seriøst bud på et no-nonsense, moderne og meget direkte kommunikerende dansk rock-album, der allerede har givet os singlen Halvnøgen, som var P3s Uundgåelige.
Pop-kometen Julias Moon
Julias Moon udgav i slutningen af sidste år EP'en Fake Id Heartbreak med de tre kæmpe hits, Lipstick Lies, Bay og Palace. Bandet debuterede med Bay, som blev Ugens Uundgåelige på P3 og også blev nomineret til P3 Lytterhittet. Trioen var yderligere nomineret til Talentprisen på P3 Guld. Siden udgav de Lipstick Lies, som toppede airplaycharten og blandt andet var i A-rotation på P3, Nova og Voice. Og nu er certificeret platin. Bandet spiller i øjeblikket på festivaler og jobs i udlandet. Bandt andet i Stockholm, Oslo og Paris. I det hele taget er der massiv interesse fra udlandet.
Ny dansk popfavorit
Det danske sanger- og sangskrivertalent Bjørnskov udgav sit debutalbum Nu i september 2014. Han er et spændende nyt islæt på den danske popscene, og mest kendt er han nok for sine sange Vi er Helte, En Anden og Usynlig, som alle har været spillet flittigt på de danske radiostationer. Bjørnskov startede dog sin karriere som sangskriver og har leveret hitnumre til bl.a. Ankerstjerne, Kato og Emmelie De Forest. Det er især de fine melodier og den lyse, lette stemme, der har fået Bjørnskovs musik til at flyde fra radiokanaler og streamingtjenesterne.
OMI - jamaicansk singer-songwriter
OMI er en jamaicansk sanger og sangskriver, som gik til tops med sin førstesingle, og tippes til at blive et af de helt store navne, når han inden længe udgiver sit debutalbum. OMI er allerede kendt for kæmpehittet Cheerleader, som i 2014 blev gjort verdensberømt af den tyske DJ Felix Jaehn og gik nummer 1 i blandt andet Danmark, Tyskland, Sverige. OMI er gået i de musikalske fodspor på kunstnere som Nat King Cole, John Legend og Tanya Stephens. Den reggae- og soul-inspirerede musik akkompagneret af hans bløde og indtagende stemme har blandt andet også været P3s Uundgåelige i 2014.