
I Maren Spliid Gruppen mener vi, at Horsens kommunes kommunalpolitikere nu skal stoppe brugen af grønthøster-metoden ved besparelser. I stedet skal politikerne tage det ansvar, som de er valgt til at varetage, og dermed prioritere, hvilke opgaver der skal spares på – og de skal stå ved det.
Hvis kommunalpolitikerne ikke mener at kunne forsvare flere besparelser, bør de rette henvendelse til KL og regeringen for at få ændret de økonomiske rammer.
Kommunalpolitikerne har ansvaret for at sige fra, hvis de ikke kan løse kerneopgaverne for de midler, der er til rådighed.
Når kommunalpolitikerne springer over, hvor gærdet er lavest, og dermed ikke tager debatten om, hvor man kan forsvare at spare – eller ej – så er der tale om ansvarsforflygtigelse. De sender aben videre til de berørte områder.
Det sker, at man hører ”historier” som f.eks., at man skal spare x procent på hjemmeplejen, men ingen må sige noget til de berørte borgere – ja ikke nok med det, men det kan angiveligt være fyringsgrund at sige noget.
Forhåbentlig er her tale om seriøse misforståelser, rigtig dårlig kommunikation! Hvilket bestemt i sig selv er en alvorlig sag.
I Maren Spliid Gruppen erkender vi, at det kan være svært at få midlerne til at række. Derfor finder vi det rimeligt at opfordre kommunens borgere til ikke at bede kommunen om hjælp og støtte til de opgaver, man er i stand til at løse selv.
Samtidig mener vi, det er påkrævet at indskærpe overfor Horsens kommune, at man ikke sylter borgeres sagsbehandling i hverken et eller flere år – alt imens borgeren holdes hen på ubehagelig vis.
Det må være et krav, at kommunen er ærlig omkring det, hvis den p.g.a. manglende økonomiske ressourcer har svært ved at klare et sagsforløb indenfor en rimelig tid.
For os at se er kommunen én stor familie – ét stort fællesskab.
I familier hjælper man hinanden efter formåen. Man tager ansvar.
At tage ansvar er også det at give bolden videre, hvis og når man ikke magter opgaven.
Det er ønskværdigt, at vi alle tager ansvar, både vi borgere og kommunen som institution, og kommunalpolitikerne.
Vi lægger hermed ikke op til øget frivillighed, men en øget medmenneskelighed og velvillighed i egne familier, hos naboer, venner og andre sammenhænge. Der skal ikke stå frivillig på ryggen af os, for at vi kan give et nap med.
På gruppens konvent genvalgtes Birgit Skovgaard som Talsmand, og Aase Rasmussen som bestyrelsesmedlem.