- Trafikken har været et stort tema i mange år. Vi har et stort efterslæb, og nu kan vi præsentere en plan, der er realistisk, sagde borgmester Peter Sørensen (S) til pressemøde i torsdags, hvor han sammen med formanden for teknik- og miljøudvalget, Ole Pilgaard Andersen (DF) offentliggjorde den ambitiøse trafikplan ”Trafik 2030”, som blandt meget indeholder omfartsveje om Horsens.
”Trafikken i Horsens er hårdt belastet. Vi er mange, der dagligt bliver forsinket i trafikken på de horsensianske indfaldsveje, og som oplever trafik, der snegler sig afsted i midtbyen. Samtidig er det heller ikke altid lige spændende at være cyklist eller fodgænger. Det skal vi have gjort noget ved”, skriver Peter Sørensen i forordet til trafikplanen, hvilket næppe mange som færdes i Horsens vil betvivle.
Mærkbar begyndelse
- Alle oplever at sidde fast på alle tider af døgnet. Infrastrukturen i Horsens er til 40.000-45.000 indbyggere, og vi er snart 60.000. Det er infrastrukturen ikke gearet til, sagde teknisk direktør Jens Heslop, og tog hul på minutiøst at gennemgå den omfattende plan, der omfatter både bilister, cyklister og den kollektive trafik.
I 2017 igangsættes de første forandringer. Høegh Guldbergs Gade får optimeret signalanlæg, kryds bliver ombygget, og der kommer nye vejforbindelser.
- Signalanlæggene bliver nok første synlige resultatet, sagde Jens Heslop, som ikke mente det blev nødvendigt at gøre Høegh Guldbergs Gade 4-sporet, hvilket er en mulighed i planen.
En forlægning af Langmarksvej-Vestergade går også igang i år med lukning af vejtilslutninger og krydsombygninger. Niels Gyldings Gade får nye vejforløb, vejlukninger og krydsombygninger og Vejlevej-Sønderbrogade får signaloptimering.
I 2018 påbegyndes de første nye supercykelstier.
- Vejlevej har vildt mange lyskryds, faktisk 9, ca. 1 pr. 200 meter. Signalanlæg standser trafikken, det skal der gøres noget ved. Vejlevej er et godt eksempel på de knopskydninger uden langsigtet planlægning, som har præget trafikløsningerne i Horsens, sagde Heslop.
- Aarhusianerne har i mange år spurgt til hvorfor infrastrukturen ikke følger med politikernes tankegang, spurgt til hvordan vi vil løse det, sagde Ole Pilgaaard.
- Der er for mange, som kører igennem byen uden ærinde. Der er også for mange lastbiler, dem skal vi have væk. Kan vi løse klimaspørgsmålet samtidig, er vi nået rigtig langt. Vi bygger højere, jeg er glad for væksten, men vi skal også få byen til at fungere.
Nyt tilslutningsanlæg til E45 ved Hatting
Fra 2017 til 2019 bruges 200 mill. kr. til veje. Bl.a. bliver der et nyt tilslutningsanlæg ved motorvejen ved Hatting. Et anlæg som dog i løbet at et par år atter vil sande til i væksten, vurderer Peter Sørensen - men det får en mærkbar her og nu effekt.
- Det har iøvrigt alt det som kan laves hurtigt, sagde Peter Sørensen på pressemødet.
Peter Sørensen og Ole Pilgaard lagde stor vægt på at borgerne får mulighed for at give deres mening til kende.
- Det er så stort at det bør lægges ind i en kommuneplan, så borgerne bliver hørt. For selvfølgelig kræver en så stor plan at der flyttes et hus hist og her. De store projekter kræver lokalplan, og skal ydermere i høring. Vi lægger op til en proces med debat, dialog, undersøgelser og borgerinddragelse, sagde Peter Sørensen.
- Måske vi kan lukke munden på alle der siger: ”Hvad med vores infrastruktur”. Men lad være med at tro det kommer til at gå gnidningsløst, det gør det ikke. Der er mange kloge hoveder, når vi trækker de overordnede linjer, sagde Pilgaard.
- Hvis vi overhovedet tør have en ambition om at vækste er dette en nødvendighed, og måske ændres adfærden inden vi er færdige, sagde Peter Sørensen.
- Ja, hvem ved. Måske vi om 15-20 år smider bilerne ud på en bar mark og ringer efter dem, når vi skal bruge dem. Udviklingen går stærkt, tilføjede Ole Pilgaard.
Trafikplanen bliver et gigantisk organisationsarbejde og koster ialt 900 mill. kr. Budgettet siger 75 mill. kr. årligt. Horsens Kommunes andel i planen er 500 mill. kr.
Trafikplanen skal til behandling på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 8. februar.