
Søndag aften havde vi krisemøde med vores springinstruktører, da vi ikke har nok instruktører til at dække 3 springhold. Med baggrund i dette besluttede vi at samle de 3 springhold i 2 hold. Så i denne sæson er der 1 springhold som dækker 0. – 3. klasse og 1 hold som dækker 4. – 8. klasse.
Vi har instruktører til at træne holdet for 0. – 3. klasse, men mangler hænder til holdet for 4. – 8. klasse. Jens Thaysen kom med ideen om, at vi skulle lave en video og sende ud på Facebook om vores mangel på hænder. Der er mange som har set videoen pt er vi oppe på 3.600 visninger, men det giver ikke pote. Finder vi ikke de ekstra hænder lukker vi springholdet for 4. – 8 klasse. Konsekvensen af at lukke et hold ned er at der er relativ stor risiko for at det aldrig kommer til at blive en del af programmet igen. Da både gymnaster og instruktører finder andre foreninger, hvor de kan dyrke deres idræt. Derfor hjælp os så vi fortsat kan have spring for de store børn i ØIF.
Når vi starter den kommende sæson op, bliver der med en masse restriktioner på grund af Covid-19 pandemien. Fra gymnastikudvalget vil der inden første gang blive rundsendt en mail til alle deltagere om de restriktioner som gymnastik er ramt af. Restriktionerne er meget forskellige fra idrætsgren til idrætsgren og de kan virke urimelig og uforståelige, men vi følger de restriktioner som vi er anbefalet af DGI. Restriktionerne betyder blandt andet, at vi ikke kan bruge alle de rekvisitter som vi er vant til, alle møder som udgangspunkt op omklædte og vi vil have sprit ved indgangen som skal bruges inden vi går i gang og at vi holder 2 meters afstand til hinanden.
På trods af restriktionerne glæder alle vores instruktører og hjælpetrænere sig til at komme i gang med den kommende sæson og meget tyder på at der er en del gymnaster til alle hold.