De tre unge mænd betegner sig selv som "svindlere", der formår at få det bedste ud af livet og tusker sig til glæde, nærvær og sjov i et liv, hvor det ellers synes umuligt. De lever et liv spændt fast i en kørestol med apparater, der puster luft i deres skrøbelige kroppe.
Hjælp til alt
Der er hænder, der hjælper dem 24 timer i døgnet med at tisse, skide, spise og tage tøj på. For de tre unge mænd er det umuligt at have et privatliv og meget svært at finde kærligheden og sex.
Derfor er en fælles tur til Berlin med en mulighed for at opleve fest, strippere og escortpiger - og en smule sightseeing - et kærkomment afbræk i dagligdagen. De kommer på disco, drikker sig fulde og gribes af de ellers undertrykte frustrationer ved ikke at kunne alt det, andre unge kan.
Men hvordan går det, når først muligheden for sex er der; hvordan gør man, når man ikke kan røre sig, men trænger voldsomt til at blive rørt ved af andre end de utallige, trofaste hjælpere?
"Grundlæggende fortæller ’Svindlerne’ en ret almindelig historie om tre unge mænd, der tager på drengerøvstur til Berlin – lige med det lille twist, at de tre unge er født med et handicap, der gør dem ude af stand til at gøre selv de mest basale ting selv. ’Svindlerne’ er et unikt og meget ærligt indblik i, hvordan livet er som ung, når det man drømmer alle mest om – kærlighed og fysisk nærvær – er noget af det allersværeste at komme i nærheden af," siger Stine Preem, der er projektleder på DR3.
Dengang verden stadig var normal
Turen til Berlin bliver en vild tur, men Casper, Kristian og Jakob fortæller i filmen også om oplevelsen af, da de pludselig ikke var normale mere. Gennem arkivklip og fotos ser vi dem som helt små almindelige drengebørn i barndommen, og vi hører deres forældre fortælle om det smertefulde grundvilkår, drengenes handicap er.
Vi ser, hvem de unge fyre var, og hvem de - fysisk - er blevet til i dag. De fortæller om deres første forelskelse. Længslen efter en kæreste, drømmene og vildskaben, som ikke kan komme ud. Sorgen og tabet af en god ven med muskelsvind. Men også om deres accept af en grum skæbne og en sej vilje til livet på ubarmhjertige vilkår.
’Svindlerne’ vises på DR3 den 2. februar klokken 22.00.
Foto: Basmati Film