Team Østbirk-Hovedgaard budt velkommen i A-rækken



Arkivfoto.

Efterårets U15 B-række for piger var sluttet med Team Østbirk-Hovedgaard på 2. pladsen, idet Egebjerg havde taget 1. pladsen med mindst mulige margin - samme pointtal, samme målforskel, en sejr til hver i indbyrdes opgør, og så var det slutteligt det forhold, at Egebjerg havde scoret 4 i Østbirk, hvor Team Østbirk-Hovedgaard kun havde scoret 2 i Egebjerg, der afgjorde placeringerne.
 Men med 24 points for 10 kampe i efteråret og en målscore på 36-12 er Team Østbirk-Hovedgaard som 3. bedste 2’er i Jylland blevet budt velkommen i forårets A-række.
 Team Østbirk-Hovedgaard havde allerede meldt holdet til træningsturnering i A-rækken, hvor de søndag den 15. marts på hjemmebane tog imod et velspillende hold fra Skovbakken Kvindefodbold. Og første smag af A-række modstandere gav et knebent nederlag på 2-4 i en kamp, hvor Team Østbirk-Hovedgaard manglende en del stamspillere på dagen.
 1. halvleg var med Skovbakken som toneangivende og med vinden i ryggen, blev det til en Skovbakken føring på 0-4 ved halvleg: 0-1 da et hjørnespark endte bagerst i målfeltet til en spiller som efter en tæmning sparkede ind i modsatte hjørne; 0-2 da Team Østbirk-Hovedgaard var i ”gavehumør” i forsvaret, og man ikke kunne blive enig om hvem af 3 spillere, der skulle sparke bolden væk, så fik en angriber en friløber som blev sat fladt ind; 0-3 og 0-4 målene på langskud uden for feltet, som med vinden i ryggen strøg ind helt oppe under overliggeren uden chance for målvogteren.
 Humøret var højt nok i pausen og trænerteamet, Søren Mønster Sørensen og Martin Abildgaard, var enige om, at det var nødvendigt for Team Østbirk-Hovedgaard pigerne at ”skrue bissen på” i nærkampene til 2. halvleg, hvis Skovbakkens spil skulle bremses.
 Om det var halvlegs teamtalk’en eller andre faktorer, der gjorde sig gældende vides ikke, men det lykkedes for hjemmeholdet at få vendt spillet til i 2. halvleg, hvor pigerne fik styr på Skovbakken. Særligt Emilie Nielsen leverede en solid og disciplineret indsats i det centrale forsvar i 2. halvleg, og Skovbakkens piger kom ikke frem til chancer i åbent spil.
 I den anden ende var Julie Mønster Sørensen i hopla med 2 scoringer: 1-4 scoring direkte på hjørnespark, da et hårdt spark sejlede hårdt lige forbi forreste stolpe og målvogteren ikke kunne gøre andet end at slå bolden ind i eget net; 2-4 scoring lige efter bogen, da bolden med en diagonal aflevering fra midt ud til venstre blev jagtet af Ida Schwartz Berg Jensen, som netop nåede bolden før den gik ud over baglinjen, og med en aflevering på tværs fandt Julie, som med ryggen til mål og tæt passet op at en forsvarer, vendte rundt på en tallerken og sparkede bolden fladt ind. Cecilie Andersen leverede en iøjnefaldende indsats på back positionen, hvor hun med den rette aggressivitet fik lukket godt ned. Men ifølge trænerne var det Julie Mønster Sørensen, som var kampens spiller.
 Efter den igangværende træningsturnering venter der ifølge træner Martin Abildgaard en spændende hovedturnering.
 - Vi er i pulje Egebjerg, som vi spillede helt lige op med i efteråret. Gauerslund vandt vi over i en træningskamp i efteråret. Hadsund er ligesom os blevet rykket op i A-rækken som en af de bedst placerede 2’ere fra efteråret. Og så er der IF Mols og Ebeltoft, som vi ikke umiddelbart har tidligere erfaringer med, men puljen ser rigtig spændende ud, slutter Martin Abildgaard.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025