
Tilværelsen forandres, når forældre bliver skilt. Selvhjælp i Horsens Sund By arrangerer en temaaften om emnet.
Det foregår onsdag den 15. april kl. 19.30 i Foredragssalen på Horsens Rådhus.
Temaaftenen sætter fokus på børns tanker og følelser i forbindelse med forældres skilsmisse. Når forældre går fra hinanden, forsvinder den velkendte ramme, som er med til at give barnet identitet og tryghed, og skilsmissen kan derfor føre til børn i sorg. Med temaaftenen ønsker Selvhjælp at formidle viden til voksne, som er i berøring med et skilsmissebarn.
- Med temaaftenen vil vi gerne give opmærksomhed på barnets udfordringer, når forældre bliver skilt. Det er desuden tænkt som startskuddet på etablering af skilsmissegrupper for børn i Selvhjælp. Grupperne starter til efteråret, siger Margrethe Højlund, koordinator for Selvhjælp i Horsens Sund By.
Oplæg ved Jes Dige
Temaaftenen byder på oplæg fra pædagogisk, psykologisk konsulent Jes Dige, som har mange års erfaring som leder af samtalegrupper for børn og unge.
- Børn, som oplever deres forældre blive skilt, er børn i sorg. Så hvad mener vi voksne, når vi siger, at barndommen er sorgløs? Er det også børnenes virkelighed og deres egen oplevelse?, spørger Jes Dige. Hans oplæg vil sætte fokus på den voksnes rolle i mødet med det berørte barn.
Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig senest 10. april.