Til Udvalget for Teknik og Miljø i Horsens Kommune



Jeg har forstået det sådan, at udvalget for miljø og teknik ønsker, at efterkomme biologernes krav om flere fisk i vores del af Gudenåen fra Bredvadmølle til  Vestbirk vandkraftværks udløb.
 Kigger vi tilbage i aviserne fra 1988-92, var der nøjagtig det samme råb om ” Fri passage” og mindre vand til kraftværket. Ja, det var endda en af de samme biologer, som nu, der stadig ikke mener fiskene kan komme frem og tilbage.
 At avisen igen og igen skriver ”Nu skal der være fri passage”, får folk til at tro, der ikke er noget omløb, stryg, og især sluse, som åbner og lukker.
 Dette blev også fortiet på borgermødet.
 Fiskerne og biologerne er dygtige og forstår at udnytte vandloven efter deres ”mølle”.
 Men den gamle å, - som turisterne står og kigger ned på og ser løbe under ”Broen” og som igen kan ses møde vandet fra kraftværket, - er ikke en å med et dambrug, der skal fjernes.
 Det er en å med et vandkraftværk til samfundet.

Vandet
Vandet er klassificeret, til at have en god kvalitet.
 Der er masser af dyr og fugle og rovfisk, der gør stedet til deres spisekammer.
 Fiskeørn svæver daglig over søerne, - og ligeså fiskehejre. En sjælden skarvkoloni skulle man også være stolt af, -efter hvad tyske turister siger, - og oddere, der hver spiser 1 kg fisk om dagen, store gedder ved slusen ... osv.
 Biologerne snakker stolte om, hvad der skete, dengang Vilholt mølles stigbord blev fjernet.
 Da var ørred antallet steget hurtigt og hvor man før havde talt 2 ørreder på 100 meters vand, var der nu 4 ørreder på 1 meters vand.
 Jamen, så lad fiskerne tage til Vilholt og fange ørreder der, mens man i Vestbirk fanger aborrer og gedder, og har et fungerende vandkraftværk!
 I vil gerne bevare vandkraftværkets bygning, som museum om, ”hvad der var engang”, - men det kalder jeg ikke at tilgodese kulturen. Hvad er vores kultur på dette sted?
 Der er sket meget samfundsmæssigt udvikling på dette sted, og det kunne passende samles ved Vandkraftværket, og blive et udvidet turistmål i forlængelse af Den Genfundne Bro, som Ole Pilgaard har været inde på. Hvordan kan man tilgodese denne gamle kulturværdi, der er fyldt med minder og gode historier? En egns kultur, som vi er stolte af og gerne vil dele ud af.

Kulturen
Der er dels vandkraftværkets symbol på samfundsnyttige værdi, - på vedvarende strøm til 1000 menneskers forbrug, + overskud til vedligehold.
 Det er ikke sort osende kul eller olie, - men ren grønenergi. Det er når solen er væk, når vinden er stille, - så fortsætter Gudenåens strøm med at producere, som den har gjort i 93 år.
 Skulle den stærke Kaplanturbine engang udskiftes, vil den kun koste iflg. driftslederen, 5 millioner kr. som let kan tilbagebetales over 8-10 år. Men en erstatning for den eventuelle tabte grønne strøm, vil i form af en vindmølle, koste 10 millioner kr. iflg. Torrild mølleforhandlere.
 Og hvor skal den stå? Dette er vist ikke indregnet i forprojektet, men det kan ikke forties!
 Det er grøn strøm, der svare til 33% af Brædstrups indbyggeres strømforbrug!

Vandkraftværket
Men det er i endnu højere grad den gamle kulturværdi, der ligger i den geniale ingeniøropfindelse som ingeniør Thomsen lavede i 1920-24. Det er glæden og stoltheden over dette gamle solide værk, der har trodset mange kampe.
 ”Denne bygning, siger ”Christian murer” i Brædstrup, med stolthed i stemmen, dette var min far entreprenør Niels Nielsen med til at bygge. Hans tilbud var ikke det billigste af de tre, men det bedste. Christian peger på fotoet, ”Der står min far, mellem sine folk. Det er ham med den hvide pind i munden. Han røg altid cigaretter. Vi er et dynasti på 30 murere i familien. Bygningen måtte dumpes flere meter ned i Gudenåen, for at stå fast”.
 Murerstene, materialet kom selvfølgelig fra det kendte Gammelstrup teglværk, der eksisterede fra 1900 – 1970, og som stadig står med skorstenen inde i skoven.

Gamle opdagere/opfindere
Men havde det ikke været for initiativtageren fabrikant Christian Fischer, der i 1848 opdagede Gudenåens usædvanlige fald på 8½ meter fra Bredvadmølle til Vestbirk Vandkraftværk, -så havde man ikke tænkt videre over dette fokus. Denne trikotagefabrik, som kan ses i minimodel på Gedved arkiv, var den tidligste industri ved Gudenåen.
 En industri som netop Syddansk Universitet nu er interesseret i. Fabrikant Fischer formåede at udvikle en fabrik med en voksende arbejdsstyrke, der nåede op på 80 arbejdere fra 1850-1888. Her overtog Secher og Andersen fabrikken og blev så interesseret i det kommende jernbanebyggeri, der kunne komme dem til nytte, at de gav 10.000 kr. i 1890 erne, og fik Gammelstrup Station med vigespor ned til fabrikken. Da vigesporet senere blev nedlagt, blev det til det lige stykke vej til Vestbirk, som vi kender, når vi kører forbi P-pladsen til broen. Der er mange minder, som nu Vestbirk Højskole, der startede i 1886 og ledet af den legendariske Grønvald Nielsen kom op på 160 elever i 1931. På dette tidspunkt var Vandkraftværket i fuld gang. Forresten det samme antal elever, som Efterskolen har i dag.
 Foreningen ”Bevar Vestbirk søerne og Vestbirk vandkraftværk” har 70 medlemmer, og Støttegruppen, som jeg har taget initiativ til at oprette, har siden marts fået 165 medlemmer.
 Det er disse interesserede, der vil videreføre familier og bekendte i kulturstederne. Det er disse mennesker, der har bosat sig i de naturskønne omgivelser.
 Man kan ikke bilde dem ind, at EU har bestemt at lukke for vandkraftværkets vedvarende energi.
 Det er helt ulogisk - det er jo ikke et kuldrevet kraftværk, - som der stadig holdes liv i ved store byer!
 At man skal stille projektet op, som enten eller, - harmonere slet ikke med demokratiet.
 Lever vi i en skjult diktaturstat, hvor menneskene er til for vandløbslovens skyld?
 Der gives tilladelse til 3.600 kanoer foruden de private, og det bliver over 10.000 sejlere, der passerer vandkraftværket hvert år.

Demokrati modsat diktatur
Ole Pilgaard og hele udvalget for teknik og miljø, har det betydningsfulde ansvar lidt endnu.
 I burde få æren fordi I indså, at den kultur, der er på dette sted - og som hører med til historien om broen, - er så værdifuld, at den overgår alt andet. Det er allerede omtalt, at folk kunne købe ture med Fængslet-broen-VVV inklusive de omtalte sammenhængende historier.
 Minimodellen af fabrikken burde stå i vandkraftværkets bygning på 2 sal, og ligesom i Legoland, kunne der laves en minimodel af VVV med udbyggede søer og kanaler og fald. Det kunne etableres i en arbejdende værkstedsbygning, og bruges i undervisningen, ligesom man har ved Tangeværket.
 Derfra må Gudenåens eksisterende omløb og sluse forbedres endnu engang, så ikke kun de kloge fisk kan finde op og ned. Slusen er jo til for at åbne og lukke og regulere vandstrømmene, så de ikke  oversvømmer utilsigtet. Det er her embedsfolk og biologer skal træde til.
 Lad os undgå ekstra kampe og højere instansers indblanding, og selv løse projektet.
 I vil få æren.
yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025