Vild med Horsens



Nye borgere i Horsens Kommune er rigtig godt tilfredse med at bo i kommunen. Det viser en ny tilflytteranalyse, som Horsens Kommune har foretaget blandt tilflyttere til kommunen.
 Den viser nemlig, at 87% enten er meget tilfredse eller tilfredse med at bo i kommunen. Det svarer nogenlunde til tilfredsheden i den seneste analyse fra 2011.
 - Det er et stort skulderklap, at nye borgere er glade for at bo her, siger borgmester Peter Sørensen. Vi har et stærkt fokus på vækst og at få nye borgere til kommunen. Derfor arbejder vi målrettet med at gøre kommunen attraktiv. Nye borgere betyder liv og udvikling i lokalsamfundet og er en forudsætning for dynamik og velfærd.

Indkøb, kultur og natur
Inden de flyttede, havde de nye borgere positive forventninger til indkøbsmuligheder, kulturoplevelser og naturoplevelser i Horsens Kommune. Mindst to tredjedele af de tilflyttere, der havde positive forventninger, oplever, at forventningerne er blevet indfriet.
 - Det er spændende at naturoplevelser har så stor vægt blandt tilflyttere. At bevæge sig i naturen er blevet en stærk tendens i et sundt og aktivt liv. Derfor har vi også i kommunens nye bosætningsstrategi fokus på oplevelser og motion i naturen, siger Helle Laursen, der er erhvervskonsulent i Horsens Kommune.

Relationer betyder mest
Den primære årsag til at folk flytter til, er fortsat relationer til familiemedlemmer eller venner, der bor i kommunen. Pardannelse kommer ind på andenpladsen, og på tredjepladsen er det boligpriserne, der lokker. 76% af tilflytterne har i forvejen familie eller venner, der bor i Horsens, og 52% har på et tidligere tidspunkt boet i kommunen.

Fra Aarhus og Hedensted
Aarhus og Hedensted er de to kommuner, som ”leverer” flest og næsten lige mange borgere til Horsens Kommune. Ud af det samlede antal tilflyttere fra andre danske kommuner kom 19% af tilflytterne i 2014 fra hhv. Aarhus og Hedensted. Særligt aarhusianerne foretrækker at bosætte sig i parcelhuse, og de attraktive boligpriser i Horsens Kommune er af afgørende betydning for deres valg.
 Horsens Kommune er en af de hurtigst voksende kommuner i landet. I gennemsnit kommer 880 nye borgere til kommunen hvert år.
 I tilflytterundersøgelsen deltager tilflyttere til Horsens Kommune i perioden januar 2014 til december 2014.

winkBliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025