Tredjeplads til ØIF i Sportmaster Cup 2019



På billedet ses fra venstre Johan Ravnsbjerg, Frederik Hoffmann, Jakob Bak Pedersen, Aksel Hovmand Larsen, Mads Blicher Østergaard og Oscar Friis Holm Ploug.

Den første modstander i puljespillet var Beder-Malling. Et jævnbyrdigt og intenst opgør endte med en 2-0 sejr til ØIF. Takket være målmandsspil i særklasse af Oscar Friis Holm Ploug, der med sine veltimede fremløb konstant stressede Beder-Malling-spillerne i deres afslutninger.

Næste kamp var mod Skødstrup. De vævre Østbirk-drenge har tidligere haft det vanskeligt mod modstandere, der er dem overlegne i højde og drøjde og som praktiserer en uortodoks spillestil. Og Skødstrup var ingen undtagelse. I en uskøn affære, hvor albuerne blev svunget højt og tacklingerne faldt sent, mistede ØIF uheldigvis kreatøren Mads Blicher Østergaard efter et par minutters spil grundet en mørbanket krop. Det påvirkede holdkammeraterne i resten af opgøret, og få sekunder før slutfløjtet slog Skødstrup til på en tilfældig chance. 0-1 - og ØIF skulle nu vinde sine resterende kampe, hvis håbet om en puljesejr skulle bevares.

Efter at have sundet sig efter de voldsomme benspænd vendte Mads Blicher Østergaard stærkt tilbage i kampen mod FC Skanderborg - og med to sene scoringer var han om nogen arkitekten bag 2-0 sejren. Den gav Østbirk-drengene et ekstra løft, og Horsens Freja blev i puljens sidste kamp besejret overbevisende med 3-0.

Da pointregnskabet var gjort op, endte ØIF og Beder-Malling begge med 9 point. Men med en samlet målscore på 7-1 mod Beder-Mallings på 6-4, vandt ØIF puljen og kvalificerede sig til finalerunden. Her ventede Ry og Horsens FS.

Efter først at have fightet et fornemt 1-1 resultat hjem mod et stærkt spillende Ry-mandskab, kunne Østbirk-drengene fra sidelinjen se Ry udklassere Horsens FS med 3-0.

 

Minimumskravet for at vinde årets første stævne var derfor en 3-målssejr over Horsens FS. Og ØIF tilspillede sig chancer til en storsejr, men den sidste skarphed manglede. Til sidst kostede den ultraoffensive satsning mål i den anden ende, og det sluttede med et - set udefra - unødvendigt 1-2 nederlag. Og dermed en samlet tredjeplads blandt de 15 deltagende hold.

ØIF-træner Morten Hoffmann udtalte efter præmieoverrækkelsen, at Østbirk-drengene kunne være stolte over indsatsen velvidende, at de i den sidste kamp opsøgte muligheden for den samlede stævnesejr og ikke valgte at spille sikkert og “cruise” en andenplads hjem.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025