
Drostholm Voldsted foråret 2015.
Et spændende dobbelt voldsted, har nu ligget gemt væk i Vinten Skov længe nok. Med tilladelse fra Kulturstyrelsen og et økonomisk tilskud fra Frilufts Rådet, er en formidling af Drostholms natur og kulturmiljø blevet muliggjort.
Projektet der er opstået i et samarbejde mellem de to lodsejere, Gunnar Skovgaard samt Fie og Rasmus Møller Mathiasen og Team Friluftsliv i Natur og Miljø, forventes igangsat hen over sommeren 2015. Kommunens naturvejleder Thorke Østergaard, glæder sig over tiltagene, der sætter fokus på både formidling af kulturhistorien og den skønne natur i Vinten Skov.
Det dobbelte voldsted Drostholm også kaldet ‘Æ Hummelgaardsknold’ blev, kort fortalt, opført af ridder Kristian Kaas, der havde lagt sig ud med Valdemar Atterdag, som blev valgt til konge på landstinget i Viborg i 1340. Sammen med en lang række andre adelsmænd havde Kaas sendt kongen et fejdebrev. Kaas tabte slaget og kongen konfiskerede hans besiddelser i 1366. Kort efter blev bygningerne på borgbanken nedrevet og jorderne lagt ind under Tamdrup Kirke.
Hele den spændende historie og mere til vil blive fortalt på informationsskilte ved voldstedet. Derudover vil der blive opsat et informationsskilt der fortæller om skovens dyre - og planteliv.
De to borgbanker ligger tæt ved skovstien, men er afgrænset af vandførende voldgrave. For at sikre de besøgenes færdsel på det fredede fortidsminde, vil der i forbindelse med projektet blive nedlagt tre gangbroer. Den ene af gangbroerne vil forbinde de to borgbanker med hinanden.
Kommunen står bag anlæggelsen af en mindre P-plads der anlægges indenfor den kommunale vejkasse ved Vinten Skovvej. Her vil de besøgende via et informationskort kunne danne sig et overblik over adgangsforholdene i skoven.