Uddannelse til udsatte unge – det betaler sig



Halvdelen af alle udsatte børn og unge skal have en ungdomsuddannelse, inden de bliver 25 år. Det er én ud af ni målsætninger i de sociale 2020-mål. De skal have en uddannelse, både fordi det er godt for de udsatte unge og fordi det er gavnligt for samfundsøkonomien. Men én ting er at sætte et mål. Nu skal vi lave de nødvendige investeringer så målet faktisk nås.

Som tingene er i dag, kan børn, der er vokset op på institution eller hos plejeforældre, ikke være sikre på hjælp, efter de er blevet 18 år. Sagen er bare, at man jo ikke nødvendigvis bliver voksen, ansvarlig og selvstændig bare fordi, man fylder 18 år. Derfor bør vi sikre ekstra hjælp til sårbare unge, også efter at de er blevet myndige. Vi foreslår derfor et såkaldt efterværn. I dag kan kommunerne tilbyde de unge ekstra hjælp i deres 19. leveår, men vi vil gøre tilbuddet til en rettighed, den unge får, hvor fokus skal være på at få den unge videre i uddannelse. For vi ved, at socialpædagogik virker.

Hvis vi virkelig vil sikre, at udsatte unge har ret til den hjælp og støtte, de har brug for, koster det anslået ca.200 mio. kr. Vi er helt klar over, at de her 200 mio. kroner, som vi foreslår, er mange penge, men investeringen betaler sig. 
Vi hjælper både den unge, når vi sikrer, at han eller hun passer uddannelse, læreplads eller arbejde, men samtidigt er det en kæmpe gevinst for statskassen, når vi sikrer, at den unge bliver selvhjulpen og kan blive i stand til at leve et liv, hvor han eller hun selv tjener penge og aktivt bidrager til samfundet.  En kæmpe hjælp for de her unge, men altså samtidig en sund forretning for samfundet.

Vi skal i mål med det her frem mod 2020. Det kræver, at vi får efterværn på finansloven, der forhandles de her dage. Alternativet er, at når vi svigter vores udsatte unge i dag, så svigter vi hele vores samfund i morgen. De her unge kan bidrage positivt til Danmark, men det kræver, at vi giver dem den støtte, de har brug for.  Lad os som samfund igen investere i mennesker. Det betaler sig.

 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025