Udskolingsdebatten skudt igang



Gedved Lokalråd havde egentlig indbudt til møde om fremtidens udskoling i Horsens Kommune den 11. marts. Et møde som blev udsat til torsdag den 9. april begrundet af Lone Ørsted i at processen skal foregå i den rigtige rækkefølge. Med det mente Ørsted at skolebestyrelserne naturligvis skulle høres i første instans, inden der skulle debatteres bredt.
 Baggrunden for mødet torsdag aften i Gedved var beslutningen om at styrke udskolingen ved at skoler i større omfang skal drives på tværs af folkeskolerne, optimalt set på færre matrikler, med formål om at eleverne udfordres og udvikles mest muligt. Det er specielt formuleringen ”færre matrikler” der giver uro i mellembyerne, herunder Gedved, hvor Lokalrådet derfor havde indbudt repræsentanter fra Børne- og Skoleudvalget til debat og orientering.
 I panelet sad formand Lone Ørsted (S), næstformand Hans Bang-Hansen (V) og Dorte Normann (DF). Dan Ingemann Jensen (LA) havde påtaget sig at være mikrofonholder på aftenen, og blandt tilhørerne var også Martin Ravn (V).
 Formand for Gedved Lokalråd, Niels Arne Kjærgaard indledte aftenen:
 - En hel skolepakke fra 0.-9. klasse er en nødvendighed, hvis en by som Gedved fortsat skal være en attraktiv by at bosætte sig i, sagde Niels Arne Kjærgaard bl.a. og henviste til at Horsens Kommune havde udsigt til 15.000 nye borgere, hvoraf en stor del ville bosætte sig i den nordlige del af kommunen, Gedved, Østbirk og Hovedgård.
 - Altafgørende faktorer her er skole, børnepasning, fritidsliv, ældre og kulturtilbud, sagde Niels Arne Kjærgaard og efterlyste at Horsens Kommune fik lavet en undersøgelse og nogle målsætninger om, hvordan en attraktiv mellemby skal se ud, og hvad den skal indeholde. Kort sagt at gå den anden vej, at tænke udad istedet for indad og gøre udskolingen attraktiv, der hvor den er.
 Herefter fik panelet ordet og Lone Ørsted understregede at der med garanti ingen beslutninger er truffet. Samtidig gjorde hun også opmærksom på at de unge for hende er vigtigere end lokalsamfundene. Til juni skal planen være klar, og i oktober skal der tages beslutning om styrkelsen af udskolingen. I august 2016 skal planen implementeres, sagde Lone Ørsted.
 Den tidsplan betvivlede Hans Bang-Hansen dog stærkt da han efterfølgende var på:
 - Vi må ikke haste en lappeløsning igennem, tidsplanen kan sagtens skride, sagde Hans Bang-Hansen og skød samtidig det konservative udspil om at samle overbygningsskolerne i større distrikter til jorden:
 - De konservative kører på frihjul - vi må tage et ansvar, sagde Hans Bang-Hansen, og gjorde ligesom Lone Ørsted opmærksom på at der ikke var tale om en spareøvelse.
 Deltagerne i panelet var enige om at eventuelt sparerede kroner skulle blive på skolerne til kvalitetsforbedringer.
 Holger Nissen orienterede om Gedved og Gedved Skole og illustrede en velfungerende enhed, der ikke indeholder de samme problemer om uddannelsesparathed som Horsens Kommunes gennemsnitstal viser.

Oplysende spørgsmål til panelet:
Omkring 60 tilhørere var mødt op denne torsdag aften i Kultur- og Medborgerhuset. Der blev ikke blot stillet spørgsmål til panelet. Der blev i stor stil delt viden i en debat, som utvivlsomt ikke har gjort paneldeltagerne mere stålsikre på, hvilken vej de bør vælge. Martin Jensen lagde ud med hvordan erfaringerne var omkring sammenlægningen af Horsens Byskole, som han ikke mente havde resultater, der var til at prale af.
 Det giver ikke mening at sammenligne Gedved Skole med Horsens Byskole sagde Lone Ørsted med henvisning til de socioøkonomiske forskelle områderne imellem.
 Tabitta Flyger ville vide om det var tanken at lave en model, der skulle passe på alle udskolingerne i kommunen, hvilket blev afvist.
 - Vi får større muligheder ved at at samle udskolingerne på færre matrikler med flere tilbud, understregende Lone Ørsted. Tabitta Flyger kunne ikke se hvordan en stærkere musiklinje eller sportslinje højnede kvaliteten i matematik og dansk.
 Tabitta Flyger havde i det hele taget rigtig mange tankevækkende spørgsmål til panelet, spørgsmål hvor svarene stadig hænger i luften. Det fik Tabitta til senere i debatten at konkludere at:
 - Det er som om Canadaløsningen for jer har været en fantastisk løsning, der nu leder efter et problem.
 Anne-Sofie Paaske advarede i det hele taget mod at samle udskolinger:
 - Når der er flere valgmuligheder, går de svageste elever udenom de tunge fag. Brug istedet ressourcerne på flere lærertimer i udskolingen.
 Samtidig advarede Paaske mod at samlingen af udskolingen ville give eliteskoler, hvor de stærkeste lærere søger til. Det er i udskolingen udfordringerne for folkeskolelærerne er, så derfor får disse skoler også de bedste lærere.
 Anne-Sofie Paaske var også betænkelig for den øgede transporttid. Al forskning viser at det er de svageste elever, der bliver ofrene i længere transport. De stærke elever med de stærke forældre skal nok klare sig, sagde hun.
 Anne Mette Asp spurgte: - Hvorfor ødelægge velfungerende skoler i Gedved, Østbirk og Egebjerg, hvor problemerne ikke er. Kom istedet til Gedved og se hvordan det skal gøres!
 Inden Niels Arne Kjærgaard afrundede debatten med at opfordre politikerne til at tænke sig godt om, hvis de træffer en beslutning om udskolingen, rundede politikerne af.
 Lone Ørsted sagde slutteligt at det kunne ende i en løsning om forpligtende samarbejde skolerne imellem, og således blev der måske åbnet en lille dør på klem for at mellembyerne også har en fremtid med udskolinger i et tæt samarbejde matriklerne imellem.
Onsdag den 22. april inviterer Hovedgård Lokalråd til debatmøde om udskolingen i Hovedgårdhallens Café kl. 19.00.


Det blev der sagt i debatten:
Lone Ørsted: De unge er vigtigere end lokalsamfundene.
Hans Bang-Hansen: 13 udskolinger i Horsens Kommune er ikke realistisk i fremtiden.
Niels Arne Kjærgaard: Tænk udad, ikke indad. Hvordan skal en idéel mellemby se ud?
Lone Ørsted: Ingen beslutninger er truffet, med garanti!
Hans Bang-Hansen: Tidsplanen er for ambitiøs.
Dorte Normann: Vi er fuldstændig åbne for input.
Hans Bang-Hansen: Store skoler er op til 1.000 elever.
Dorte Normann: Der skal være mindst 3 spor i en udskoling.
Lone Ørsted: Langmarkskolen og Byskolen er dårlige eksempler, men 3 spor er optimalt.
Anne-Sofie Paaske: Læg istedet lærertimer i udskolingen og få de bedste lærerkræfter.
Hans Bang-Hansen: Vi skal udersøge resultaterne, hvor der er samlet udskolinger.
Tabitta Flyger: Canadaløsningen har været en fantastisk løsning, der leder efter et problem i Danmark.
Lone Ørsted: Jeg tror ikke det er afgørende om der er en udskoling, når man vælger at bosætte sig.
Hans Bang-Hansen til udsagnet om at i Gedved fungerer skolen godt: Forældrene er også bedre i Gedved.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025