Uklare signaler om infrastruktur



Tillykke til Troels Lund Poulsen med posten som Erhvervs- og vækstminister. Vi håber ikke – her tilbage i det østjyske kerneland - at han midt i ministertravlheden glemmer den infrastruktur, som nærmest var hans eneste politiske dagsorden i valgkampen, og som jo klart også er en forudsætning for erhvervs- og vækstudviklingen i Horsens og resten af Østjylland.
Læser man i regeringsgrundlaget for den nye Venstre-regering står det nemlig lidt uklart hvad regeringen vil foretage sig omkring netop dette spørgsmål. Godt nok står der, at regeringen ønsker en transporttrafik, hvor der er balance mellem investeringer i vejprojekter og kollektiv trafik, men samtidig bebuder man også et serviceeftersyn af Togfonden DK og en tilpasning – læs: udskydelse - af udrulningen af denne plan, som netop skulle sikre en effektiv og opdateret kollektiv trafik. Hvad angår E45 – Troels Lund Poulsens store slagnummer i valgkampen – så hedder det meget vagt, at man ”løbende” vil ”søge at forbedre fremkommeligheden”, mens de mere konkrete planer går på en ny midtjysk motorvej og en østlig ringvej/havnetunnel i København.
Ikke voldsomt imponerende planer for en bedre østjysk infrastruktur. Vi må håbe for Horsens og Østjylland, at der er mere i vente, end uklare signaler og en ambitiøs togplan, der er ved at blive skudt til hjørne.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025