Ungt, nærværende og aktuelt teater i Horsens



Forestillingen er en egenproduktion som handler om den unge gymnasiepige Rebecca som synes hun er alt for tyk og lider under et lavt selvværd. Hun er sikker på at kærligheden er vejen ud af alle hendes problemer, men som ofte i virkeligheden, begynder hjælpen hos en selv.

Forestillingen er skrevet og instrueret af Louise Kyhn Nielsen, 25 år, som også selv spiller en af rollerne i stykket. Manuskriptet er delvist selvbiografisk og viser de problemer en ung buttet pige møder i 1. g. og Louise fortæller:

- Stykket er sat sammen af brudstykker fra mit eget og bekendtes liv, og moralen er, at vi skal respektere og behandle hinanden pænt, og acceptere vores forskelligheder. Det handler om mobning, kærlighed og det at stå ved hvem man er… ja, det handler om det svære ungeliv, som mange kender eller selv har oplevet.
Der er i alt 15 medvirkende i stykket som har mødtes og øvet siden august 1-2 gange om ugen. Persongalleriet består af en gymnasieklasse og deres lærere, samt en tjener på en cafe, en sundhedsplejerske, og en møgirriterende lillesøster til stykkets hovedperson Rebecca. Hovedperson spilles af Camilla Nielsen der trods sine 16 år spiller formidabelt og meget overbevisende. Hun var også på rollelisten da Horsens Amatør Teater opførte Bølle Bob i efterårsferien.

Rolig debutant vil bare spille

Den ene af gymnasielærerne, Adam, spilles af debutanten Omar Elmoghrabi, 28 år, som aldrig rigtig har stået på en teaterscene tidligere, men hans forældre er begge fra teaterverdenen, så det er ikke ukendt for ham:

- Jeg kommer fra Horsens og til daglig er jeg tagdækker, og spiller fodbold i Horsens Freja. Det er sjovt og meget udfordrende at skulle spille foran en masse mennesker. Min rolle, Torben, er en kedelig og støvet ældre lærer som er lidt sløv i optrækket. Jeg kan godt kende mig selv i det… da jeg mødtes med de andre var jeg en af de voksne og de yngre spillere har en helt anden energi, og vi ”gamle” vil helst bare i gang med at spille, griner Omar hjerteligt.

Prøver at adskille roller fra det private

I spiller-gruppen er der to kærestepar som skal prøve at arbejde professionelt med at adskille det private fra rollerne på scenen. Det en af parrene er Heinrich Cuk Brandt, 21 år, og Maja Birch Rasmussen, 19 år, som begge synes det var lidt svært i begyndelsen, og Maja havde det lidt svært ved at se Heinrich spille en hård og ubehagelig fyr. Heinrich fortæller om hvordan han begyndte at spille teater:

- Jeg har spillet masser af teater og fra begyndelsen var det ikke meningen jeg skulle på scenen, aldrig i livet! En af mine kammerater tog mig med til en prøve, selvom jeg kun skulle se på... men inden jeg var ude af døren, var jeg med i stykket og på vejen hjem sagde jeg til min kammerat: Jeg stopper sgu aldrig med det her igen!
Maja Birch Rasmussen har haft teateret tæt på det meste af sit liv, da forældre og søskende alle har været en del af sommerspillene på Palsgård. Musikken spiller også en meget stor rolle for dem alle. Maja blev bidt af teateret da hendes mor tog hende med til Palsgård:

- Det første teater jeg kender til, er Palsgård Sommerspil, og jeg blev selv involveret i forestillingerne og har også spillet en del skoleteater. Det var Heinrich som præsenterede mig for Horsens Amatør Teater. Jeg spiller Malene i Endnu En Dag, hun er en højrøstet pige som er veninde med stykkets hovedperson Rebecca. Jeg genkender flere ting i rollen fra mig selv. Måske er jeg lidt stille, men kan ligesom Malene råbe op og virke lidt kejtet indimellem, slutter Maja et stort smil.

Dating-profiler var ikke vejen til lykke

Louise Kyhn Nielsen har brugt 1½ år på at skrive stykket og brugt sin gode veninde Line til at raffinere replikkerne og ramme essensen af Louises egne oplevelser:
- Jeg blev altid mobbet og været klassens buttede pige, og har været et nemt offer. Som en slags terapi, for at få det bedre, skrev jeg det hele ned, hvilket hjalp mig meget. Men det var ikke nok, så derfor blev det til et teatermanuskript. Jeg troede at mænd var vejen til lykke og hvis man fandt kærligheden, fik man det bedre med sig selv. Jeg havde masser af dating-profiler og gik på en mange dates… men fik det i stedet for meget værre. Nogle af dem var sjove og andre vildt kejtede, og det får publikum også at se i stykket.

Louises kæreste Per medvirker også i forestillingen, hvilket kan være lidt svært, men de har efterhånden begge lært at håndtere den private og professionelle del af, at være kærester i samme forestillingen.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025