I 33 år har Sport Horsens arrangeret kræmmermarked i Horsens. Og regnvejr er en del af den danske sommer. I år var regnvejret slemt, men vådere end 2015-udgaven, dog ingenlunde.
Lørdag over middag brød solen nemlig igennem det våde element, skinnende over Dyrskuepladsen, hvor folk strømmede til.
Blandt de mange kræmmere kunne man fornemme at 2017 også er valgår. Røde balloner med roser blev delt flittigt ud, også med lokalt islet fra den Socialdemokratiske stand, hvor Helle Obenhausen Mortensen, Gedved - Torben Engholm, Tvingstrup og Bo Skov Johansen, Sdr. Vissing blandt flere A’er havde taget hul på appellen til vælgernes gunst.
Avisens udsendte var til gengæld begunstiget af en tør rundtur oveni de kraftige regnskyl med Søren Jensen, Østbirk IF, der havde adgang til et lukket køretøj i form af sin frivillige indsats i distributionsafdelingen. Og således kunne fotografen fragtes rundt i dråberne med tør linse på kameraet forfulgt af bemærkninger om at der var fotovogn på pladsen.
- Vi havde 15.000 besøgende lørdag, men i dag (søndag, red.) kommer der næppe mere end 8.000, vurderede marketingskoordinator Hans Madsen, Sport Horsens, som dog var overbevist om at Kandis, som altid, ville fylde det store telt senere på dagen.
Overskuddet tilfalder de frivillige foreninger som på skift - for 4 år ad gangen - udvælges til at få tilbudt at tjene penge til foreningskassen. I år Søvind GIF, Horsens Badminton Klub, Østbirk IF, Horsens Freja, Hatting/Torsted IF, Horsens fS, Bokseklubben Vitus og Horsens Judoklub. Belønningen for de 260 mandetimer klubberne forpligter sig til i samarbejdet, blev sidste år til 50.000 kr. til hver. Et beløb som nok følger besøgstallet som på grund af regnvejret er 20-30% under sidste års niveau.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!