Verdensholdsgymnaster slutter af i Horsens med et brag



5 kontinenter, 200 workshops og 100 shows på seks måneder. Det er hovedingredienserne i den opskrift, der udgør en verdensturné med DGI Verdensholdet. Den 23. marts lander 23-årige Emil Johansen fra Egtved sammen med sine 27 holdkammerater igen i Danmark. De næste to måneder står den på turné i Danmark, hvor haller, arenaer og Operahuset lægger gulv til det storslåede show IMANI, der allerede har begejstret mere end 100.000 børn, unge og voksne i hele verden.
- Publikum skal glæde sig til at se et rigtig godt show, hvor vi både dyrker individerne og fællesskabet. Det er et show, der er anderledes, end det førhen har været, hvor vi alle, både drenge og piger, er fælles om rigtig mange ting, fortæller Emil Johansen som er en af de 5 gymnaster fra DGI Sydøstjylland som også hører hjemme i Horsens. 
Publikum kan glæde sig til en unik kombination af rytmisk gymnastik, spektakulære spring og dans med Danmarks dygtigste gymnaster, der afslutter sit verdensholdsår med manér foran et forventningsfyldt dansk publikum. For Emil kan sommerfuglene og de mange forventninger til igen at optræde på hjemmebane godt mærkes:
- Vi starter jo ud i Kolding og det bliver sindssygt fedt. Jeg glæder mig rigtig meget til at stå foran et dansk publikum og vise, hvad det er, vi har lavet det her halve år, hvor vi ikke har været hjemme, fortæller Emil. 

Minder for livet
Udover at betage publikum med gymnastikken så forskellige steder som strande på Zanzibar, rundkørsler i Mexico, propfyldte arenaer i Kina og en gammel gymnastikhal i den australske outback, har gymnasterne også bevæget verden i form af mere end 200 workshops. Her har rundt regnet 40.000 mennesker været fysisk aktive med de danske gymnaster. En workshop består for det meste af forskellige lege, gymnastik og dans med det mål at give deltagerne sved på panden og en god oplevelse. På denne verdensturné har et nyt element rejst med holdet rundt nemlig We Move the World-dansen, der er en dans og sang specielt lavet til og af DGI Verdensholdets gymnaster. Dansen er blevet danset med stor entusiasme af børn og unge over hele verden. For Emil står det stærkeste workshopminde stadig skarpt i hukommelsen:
- SOS Børnebyerne i Tanzania der havde vi nogle helt fantastiske workshops, især den sidste med nogle af byens mødre, gjorde et særligt indtryk.
DGI Verdensholdet startede turnéen i Tanzania og Zanzibar, hvor et samarbejde med en række SOS Børnebyer, var et stort højdepunkt. Herefter rejste holdet til Australien, så Indonesien, fejrede jul og nytår i Kina, krydsede datolinjen, da de fløj til Mexico og efter fem uger i de sydøstlige stater i USA, sluttede gymnaster og lederteam af med træningslejr på Gran Canaria. 
Det har været et tætpakket program, der dog også har bragt uforglemmelige oplevelser med hjem i rygsækken. Blandt de mest mindeværdige kan nævnes safari i Tanzania, surfing på Zanzibar, Operahuset i Sydney og kænguruer i outbacken, verdens største buddhistiske tempel i Indonesien, den kinesiske mur, maya-templer i Mexico, luftbådstur i sumpområderne omkring Florida og sightseeing i den amerikanske hovedstad, Washington D.C. 
Der er premiere på showet IMANI den 4. april i Koldinghallerne, og efterfølgende giver DGI Verdensholdet hele 20 shows i Danmark med en stor afslutning i Horsens. Derefter venter en Europaturné og så Landsstævnet den 29. juni til 2. juli i Aalborg. Billetter købes på verdensholdet.billetten.dk

Holdet består af 28 gymnaster - 14 kvinder og 14 mænd - i alderen 20-29 år. 
Indtægterne fra shows i Danmark går blandt andet til holdets arbejde med at inspirere børn, unge og voksne i hele verden til en sund og aktiv livsstil.
På den seks måneder lange verdensturné har holdet besøgt Tyskland, Tanzania og Zanzibar, Australien, Indonesien, Kina, Mexico, USA og Spanien. 
Holdet har lavet mere end 100 shows og 200 workshops på verdensturnéen.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025