
I Østbirk Avis den 23. marts fyrer formanden for den nystartede forening til bevarelse af Vestbirk-søerne og Vestbirk Vandkraft Carsten Lind Pedersen en bredside af mod Danmarks Sportsfiskerforbund og lystfiskere i almindelighed. Jeg har stor forståelse for, at en ny forening har behov for at trække fronterne skarpt op, men får den ikke lige i overkanten?
Det er heldigvis ikke kun sportsfiskerne, der kan se, at der er problemer med tingenes tilstand omkring Vestbirk-søerne og Vestbirk Vandkraft. Den lille røde plet, som Naturstyrelsen har sat på kortet, markerer en faunaspærring, som kræver en forbedring til gavn for hele faunaen i den del af Gudenåen, der ligger opstrøms. Det skal også nok vise sig et blive til gavn for Vestbirk-søerne, der modtager for meget kvælstof og fosfor.
Der er indgået et partnerskab, der skal komme med forslag til en god løsning for fjernelse af faunaspærringen og de problemer, den afstedkommer, bl.a. at Bredvad Sø er godt på vej til at blive fyldt med sand. I partnerskabet arbejder Naturstyrelse, kommune, naturorganisationer og lokale repræsentanter sammen, og der er vel ingen grund til at piske en konfliktstemning op, som ikke findes. Der er mig bekendt ingen planer om at trække noget ned over hovedet på nogen, men ifølge lovgivningen er der altså nogle ting, der skal forbedres, og det må så ske på en måde, som så mange som muligt finder rimelig. Samfundet kan fint undvære den strøm, som Vestbirk Vandkraft producerer. Den kan nemt erstattes af en enkelt vindmølle, og er det ikke et misbrug af ord at kalde den producerede strøm grøn, når produktionen medfører væsentlige miljøproblemer?