Vi skal bæres herfra



Det gælder blandt andre Else Brouer og hendes mand Birger Vilford Jensen, der næsten ikke kan vente, til det bliver februar 2019. Så flytter de ind i deres bolig i det spritnye seniorbofællesskab Sundbakken i Stensballe.

Forud er gået næsten fire år, fra det første informationsmøde blev holdt, til konturerne af de nye boliger begyndte at skyde op som konkrete resultater af mange timers samtaler om, hvordan "kollektivet" skal køre.

- Et forpligtende fællesskab for folk på så forskellige alderstrin som muligt i den lidt ældre ende! Det er hele grundtanken bag boformen, fortæller Else Brouer. Selv er hun 62 år, nyslået pensionist og medlem af bofællesskabets Visitationsudvalg, som står for udvælgelsen af de i alt 30 beboere.

I udvalget bestræber medlemmerne sig på at få så varieret en køns- og aldersspredning som muligt blandt beboerne. Kongstanken bag bofællesskabet er nemlig, at beboerne skal danne netværk og være der for hinanden.

Dog kan det kræve lidt ekstra at føre aldersspredningen ud i livet, mener hun:

- Det er jo ikke så hensigtsmæssigt, hvis alle beboerne fylder 90 år på én gang. Vi er nødt til at sikre os et aldersflow, som gør, at yngre beboere løbende kan støtte de lidt ældre. Nogle synes imidlertid, det er for tidligt at flytte ind i et seniorbofællesskab, når de kun er først i 50'erne. Jeg møder også folk, der har rundet de 70, som siger, at de slet ikke er klar til det endnu. Men der kan man jo stille spørgsmålet, om det kan være rimeligt, at beboerne først flytter ind, når de selv har brug for hjælp.

For Else og Birger betyder deres valg af bolig, at de fremover vil føle sig mere trygge og kan have en realistisk forventning om, at dette bliver deres varige hjem.

- Og så kan vi samtidig være sikre på, at når vores børn besøger os, er det fordi, de virkelig har lyst til det og ikke fordi, de skal hjem og "hjælpe de gamle", siger Else Brouer der taler på både mandens og egne vegne, når hun siger, at "de skal bæres herfra."

Seniorbofællesskaberne er bare én måde at bo på i Horsens Kommune, men kommunen tilbyder også andre boformer, som kan appellere til en bred målgruppe af ældre, blandt andet tryghedsboliger, ældreboliger og lejligheder på plejehjem. Også almene boliger renoveres i stor stil, så de er ældrevenlige.

Ifølge borgmester Peter Sørensen er det vigtigt, at borgerne bor på en sådan måde, at deres livskvalitet varer ved op i den tredje alder. Derfor gør kommunen meget ud af at differentiere tilbuddene.

- Boligen er afgørende for, hvordan vi har det - ikke mindst når vi bliver ældre, og derfor bestræber Horsens Kommune sig på at have så bredt et udvalg af boliger som muligt, så alle kan tilgodeses. Især seniorbofællesskaberne synes at appellere til mange. Måske er det fordi, den måde at bo på også kan tiltrække yngre borgere. Det skaber tryghed, når ressourcestærke beboere kan give en hjælpende hånd til dem, der har brug for det.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024