Folketingsvalget er overstået. Glædeligt er det, at vore landsbyer og landdistrikter, med ca. en million beboere, blev en vigtig del af valg-kampen. De politiske partier ønskede mere liv på landet og et Danmark i balance.
Danmark har i dag en af EUs laveste iværksætterprocenter. Denne bundplacering har kostet tusinder af nye arbejdspladser og mange landsbysamfund er sygnet hen.
Forklaringen er, at Folketingspolitikerne for 45 år siden havde den op-fattelse, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor folk boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyg-gelse.
Derfor blev Danmark, med kommunalreformen og by- og landzoneloven (planloven) i 1970, opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder. I landzone var kun tre erhverv tilladt: landbrug, skovbrug og fiskeri. Bo-sætning, håndværk og småindustri, skulle være i byzone.
Landsbysamfundenes tid var forbi, nu var det bysamfundene, der skul-le satses på. Planloven var redskabet, der skulle afvikle landsbysam-fundene og udvikle bysamfundene.
Men valgkampen viste, at Folketingspolitikerne i dag ønsker at bevare vore landsbyer og landdistrikter. Det skal f. eks. være lettere for iværksættere, håndværk og småindustri at etablere sig i landzone f. eks. i et nedlagt landbrug, med familien boende i stuehuset og de tomme landbrugsbygninger som midlertidigt værksted og lager. Det er nye arbejdspladser og bosætning, der skal skabe liv på landet.
Derfor skal planloven liberaliseres. Derfor skal vi fortsat have et lands-byministerium og en landsbyminister.
