
3Fs arbejdsmiljøpolitiske chef, Ulla Sørensen, slår fast, at ingen må blive syge af at gå på arbejde – derfor skal forholdene på Siemens og Vestas også udredes, så der kan drages konklusioner.
- Vi hverken dømmer eller frikender nogen, før kulegravningen er færdig. Men antallet af sygdomsramte i forbindelse med vindmølleproduktion på Siemens og Vestas er så højt, at ingen kan være i tvivl om, at noget er gået alvorligt galt, siger Ulla Sørensen.
- Arbejdsmiljøloven er helt klar: Arbejdet skal kunne udføres FULDT forsvarligt, sikkerheds- og sundhedsmæssigt. Derfor må vi naturligvis til bunds i sagerne og få opklaret, hvor tingene er kørt af sporet. Har ledelsen tilsidesat gældende krav og regler? Har tilsynet svigtet eller er grænseværdier og værnsbestemmelser utilstrækkelige? Eller er der tale om en kombination af disse ting?
- Vi vil til bunds i skandalen på Siemens og Vestas. Derfor er jeg tilfreds med, at beskæftigelsesministeren straks har bedt om redegørelser for forholdene på de to virksomheder.
- Når vi kender til forløbet, vil vi også internt i 3F vurdere, om vi har ydet en tilstrækkelig støtte til vores arbejdsmiljørepræsentanter, der påtager sig et både vigtigt, krævende og ansvarsfuldt arbejde. Har vi været tilstrækkeligt grundige og kritiske, også i de branchenævn, der er med til at vurdere sikkerhedsarbejdet i vindmølleindustrien? Vi skal være helt sikre på, at vi som fagforbund yder den nødvendige støtte og opbakning til, at vores arbejdsmiljørepræsentanter kan stå fast og tage eventuelle diskussioner med ledelsen, når det er påkrævet, siger Ulla Sørensen.