Vi udleder mindre CO2, selvom vi bliver flere horsensianere



Horsens Kommune er en af landets hurtigst voksende kommuner, og hvert år flytter ca. 1300 nye mennesker til kommunen.
 Det stigende befolkningsantal kunne betyde, at vi samlet set vil udlede mere CO2, men det er ikke tilfældet. Vi formår nemlig at reducere den samlede CO2-udledning, selvom vi bliver flere horsensianere, og det er en udvikling i den rigtige retning, mener formanden for Klimarådet Dennis Hansen.
 - Det er en udvikling, som vi godt kan være stolte af, for det betyder, at vi her i kommunen sagtens kan sætte ambitiøse mål for miljøet uden at gå på kompromis med andre målsætninger som f.eks. stigende tilflyttervækst.
 Oftest betyder flere mennesker en større udledning af CO2, fordi der er flere biler, der skal startes, flere huse, der skal varmes og flere mobiltelefoner, der skal lades. Men det er ikke tilfældet i Horsens Kommune. Udledningen af CO2 pr. indbygger er nemlig faldende, og det er godt nyt for miljøet og for kommunen i sig selv.
 Dog må Dennis Hansen pointere, at selvom vi har reduceret vores CO2-udledning, så er der stadig plads til yderligere reduktion i CO2-udledningen.
 - Man kan jo altid blive bedre, og det skal vi selvfølgelig også blive her i kommunen. For når man sammenligner os med andre kommuner som f.eks. Randers og Herning, så er vi stadigvæk en smule bagud.
 Og der er mange muligheder og løsninger til at reducere CO2-udledningen, mener formanden.
 - Vi kan f.eks. gøre det mere attraktivt at tage cyklen ved at skabe flere og bedre forbundne cykelstier. Eller vi kan satse kraftigere på den kollektive trafik og få busserne til at køre på el og gas i stedet for benzin og diesel. Og hvis man skal tænke stort, så er det oplagt at etablere store vedvarende energianlæg som f.eks. ”solfarme” eller biogasanlæg. Det er blandt andet nogle af de ting, som vi i Klimarådet vil forsøge at sætte på dagsordenen.
 Som almindelig borger kan man også hjælpe med at reducere CO2-udledningen, siger Dennis Hansen.
 - Det er jo ikke en hemmelighed, at naturgas og diesel er de helt store syndere, når det kommer til CO2-regnskabet. Man hjælper derfor allerede med at reducere CO2-udledningen, hvis man skifter over til en el-bil fremfor en bil, der kører på benzin eller diesel. Eller man kan ganske enkelt også bare hoppe på cyklen. Det vil også aflaste trafikken i Horsens by og mindske kødannelser. Det er da en win-win-situation.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Mest læste artikler

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025