
Det er en fantastisk glædelig nyhed og håndsrækning til campingfolket, at regeringen nu åbner op for Tempo 100 for danske campister. Sommeren er på vej, og for mange danskere betyder det, at campingvognen skal ud og trille på de danske veje. Dog har landets tusindvis af campister og organisationer som Dansk Camping Union og Dansk Caravan Club givet udtryk for, at det er til stor gene, at danske campister kun må køre 80 km/t på motorveje og 70 km/t på landeveje. Det laver vi om på nu. Jeg har længe kæmpet for at indføre Tempo 100 på de danske veje, og nu er både Transportministeriet og Justitsministeriet enige: Danske campingvogne skal have lov at sætte farten op på motorvejen. Det er ikke bare en god nyhed for de danske campister, men en god nyhed for os alle sammen. En ny Tempo 100 ordning vil nemlig sikre en mere glidende trafik, hvor campingvogne ikke længere sinker andre biler, ligesom der stilles krav til sikkerheden og standarden for Tempo 100 campingvogne. Alt i alt er regeringens nye politik på Tempo 100 området en betydelig håndsrækning til landets campister.