
Horsens Ny Teater og Jørgensens Hotel tilbyder den 30. april en Gin cocktail masterclass, som gin entusiaster kan live streame eller streame senere, når det passer, fra ”hjemmebaren”, mens de lærer at mixe deres egne cocktails.
Er man gin-fan, og har man lyst til at lære at lave forskellige cocktails, så er der den 30. april mulighed for lidt oplæring, når den erfarne cocktailbartender Halfdan Nielsen fra Jørgensens Hotel går i luften fra Horsens Ny Teater med en virtuel Gin cocktail masterclass.
Publikum vil blive guidet til at lave tre forskellige gin-cocktails i en frisk, forårsvenlig og tilgængelig stil, lavet med godt håndværk og gode ingredienser. I løbet af aftenen bliver publikum introduceret til lidt historie og anekdoter om de udvalgte drinks og selvfølgelig diverse tips og tricks. Publikum har undervejs i live streamingen mulighed for at skrive spørgsmål til bartenderen.
Halfdan Nielsen er aftenens cocktail-master. Han har 8 års erfaring som cocktailbartender og barmanager på prominente barer og restauranter i London og Aarhus, hvor han også har været med til at udvikle originale cocktails.
Mellem de tre forskellige cocktails spiller det lokale band Ballroom Breakers, så man kan nå at gøre sig klar til den næste drink.
Inkluderet i billetten er en cocktail-pakke til 4 personer med råvarer og spiritus – blandt andet hjemmelavede sirupper samt opskrifter på de udvalgte cocktails.