1. maj i tørvejr: Når jeg ser en rød bil dytte



(Stock foto)

Aflysningen af fælles festligheder på arbejdernes internationale kamp- og festdag 1. maj har sat gang i opfindsomheden hos fagbevægelse og politiske partier. Mest i form af digitale sammenkomster, men i Horsens vil socialdemokrater, SF’ere og Enhedsliste-folk ikke nøjes med at holde møde i cyberspace.
De tre partiers lokalafdelinger byder på både lokale og landspolitiske talere og musikalsk underholdning fra en scene på Dyrskuepladsen fredag 1. maj kl. 15-17.

Skal blive i bilerne

Tilhørerne kan køre ind fra Schüttesvej og skal blive i deres biler, mens de oplever arrangementet på både scene og storskærm, inden de forlader pladsen ud på Hattingvej.

Det traditionelle optog gennem byen må deltagerne undvære. Det samme gælder pølsevogn og fadølsfustager – og toiletter.

- Men det er bestemt ikke forbudt at medbringe et godt 1. maj-humør her midt i Corona-trængslerne. Samtidig er vi spændt på at høre, om folk er i så god træning til fællessang, at vi kan høre de røde flag smælde helt over i Bygholm Park, når musikken spiller op og unge mennesker fra musicalskolen i Horsens synger for, siger Bo Skov Johansen, formand for Socialdemokratiet i Horsens.

MF’ere og byrødder

Arrangementet starter nemlig kl. 15 med fællessang, efter at det lokale band Ordblid har spillet bilisterne ind på pladsen, og så er talerne klar til at gå på scenen. Folketingets formand Henrik Dam Kristensen, valgt for Socialdemokratiet i Horsens-kredsen, Peter Sørensen, socialdemokratisk borgmester i Horsens, Kirsten Normann Andersen, Sf-folketingsmedlem, Paw Amdisen, SF-medlem af Horsens Byråd, Christian Juhl, folketingsmedlem for Enhedslisten, og Lisbeth Torfing, byrådsmedlem for Enhedslisten i Horsens, giver hver deres bud på, hvad 1. maj kan handle om i en krisetid. Det faglige indslag står Hans A. Sørensen for. Han er formand for LO Horsens Hedensted, der støtter arrangementet økonomisk.

Ind imellem talerne er der mere musik, men stadig forbud mod at forlade bilerne, så der bliver ikke mulighed for at småsnakke med andre end dem i nabobilerne, medmindre man da råber meget højt. Og der er heller ikke mulighed for at komme på toilettet. Skal man, må man køre hjem.

Direkte til publikum

Initiativet er kommet fra de lokale socialdemokrater, men hverken hos SF eller Enhedslisten var der tvivl om, at de ville være med.

- Spændende bliver det da at se, hvor mange der dukker op. En ting kan vi jo garantere for: At tilhørerne vil sidde i tørvejr og kunne nøjes med at have bilruderne på klem for at følge med i, hvad der sker. Men vi tror selvfølgelig på rigtig fint vejr, så vi kan få en 1. maj med nedrullede vinduer i biler, som parkeres i sundhedsmæssigt forsvarlig afstand fra hinanden, lyder det fra Paw Amdisen og Lisbeth Torfing, som glæder sig til at kunne tale direkte til et publikum i stedet for at måtte nøjes med Corona-tidens mange digitale forbindelser.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025