Dårligt vejr var ingen hindring for 40.0000 danskere, der søndag den. 13 september trodsede regn og blæst og deltog i et af de mere end 200 arrangementer på Naturens Dag.
I ugen op til havde 110.000 børn sammen med deres skoler og dagsinstitutioner allerede været ude i naturen. Dermed fandt i alt 150.000 danskere vej ud i naturen i anledning af Naturens Dag.
Inspiration til naturoplevelser
Naturens Dag er et godt eksempel på, at både børn, unge og voksne myldrer ud i naturen, så snart muligheden byder sig.
- Naturens Dag viser, at børn og voksne elsker at komme ud i naturen og få oplevelser sammen. De har fået nogle gode oplevelser med hjem, som kan inspirere til endnu flere i fremtiden, og det er netop det, der er formålet med Naturens Dag, siger Jan Ejlsted direktør i Friluftsrådet. og fortsætter:
- Vi er glade for at kunne vise bredden i friluftslivet og vise danskerne hvor mange muligheder naturen byder på. Derfor skal der lyde en stor tak til alle de foreninger og frivillige, men også kommuner og institutioner, der er med til at give danskerne flere naturoplevelser.
Det er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, der står bag initiativet Naturens Dag. I søndags blev dagen gennemført for ellevte år i træk og under temaet "Naturen hvor du bor".
Sundt for børn at være i naturenIfølge en ny undersøgelse, som Gallup har lavet for Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, mener næsten halvdelen af danske forældre, at deres børn ikke kommer nok ud i naturen. Og over halvdelen af forældrene angiver, at deres børn kommer meget eller noget mindre ud i naturen, end da de var børn.
- Det er sundt for børn at komme ud i naturen, og det er også en af grundene til, at vi afholder Naturens Dag. Når børn leger i naturen, bliver de stillet overfor en masse udfordringer, som er med til at udvikle dem både mentalt og fysisk, siger præsident for Danmarks Naturfredningsforening Ella Maria Bisschop-Larsen.
I år fik børnene blandt andet mulighed for at komme på hvalsafari, lave snobrød og samle og smage på naturens vilde bær og svampe.
Nordea-fonden støtter Naturens Dag
Nordea-fonden, der støtter gode liv, har samme vision som Naturens Dag. Nemlig at få børn og voksne ud i naturen. Derfor er direktør i Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen, glad for, at fonden kan støtte Naturens Dag.
- Flere børn skal opleve naturen tæt på. Det tror vi giver gladere, sundere og klogere børn. Med Nordea-fondens millionstøtte til Naturens Dag håber vi, at flere børn får nemmere ved oftere at finde vej til gode og aktive oplevelser i naturen, siger Henrik Lehmann Andersen.
- Naturens Dag er arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet og sponsoreret af Nordea-fonden.
- I år deltog 150.000 danskere i naturaktiviteter op til og på selve Naturens Dag.
- Formålet med Naturens Dag er at vise naturen for danskerne gennem friluftsaktiviteter, der giver dem lyst til at bruge naturen oftere i hverdagen.
Bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook, klik her og få nyhederne på din væg!