Lige adgang til sundhed – også i bil



Anders Krojgaard Lund, Byrådsmedlem og regionsrådskandidat,
Det Konservative Folkeparti

DEBAT - Det er glædeligt, at et bredt flertal i regionsrådet nu har besluttet at gøre parkering gratis for patienter, pårørende og personale ved hospitalerne i Region Midtjylland. 

Af Anders Krojgaard Lund, Byrådsmedlem og regionsrådskandidat,
Det Konservative Folkeparti

Det er en mærkesag, som jeg som konservativ har fremført i flere år – og som nu bliver til virkelighed gennem samarbejde på tværs af partierne. Det er simpelthen fantastisk at engagere sig politisk i en sag og nu se det blive til virkelighed. Det er det smukke ved vores demokrati.

For mig er det helt grundlæggende, at alle borgere skal have lige og nem adgang til sundhed – også os, der kommer i bil. Ingen skal mødes af økonomiske barrierer eller irritationen over komplicerede regler, når man har brug for hjælp. Det gælder både den ældre, der skal til kontrol, den kræftramte med mange hospitalsbesøg eller sygeplejersken, der hver dag gør en forskel for andre.

Jeg anerkender, at der er forskellige synspunkter i regionsrådet. Venstre er uenige i den fri parkering med henvisning til, hvordan vi bedst prioriterer regionens midler. Det er en debat, vi altid skal tage alvorligt. Sundhedsvæsenet har mange opgaver, og ressourcerne er ikke uendelige.

For os i Det Konservative Folkeparti har det været afgørende, at behandling i sundvæsenet er fri for alle. Derfor er det både rimeligt og anstændigt at fjerne denne byrde fra patienter, pårørende og personale. Det er muligt gennem bredt samarbejde. Tak til Socialdemokratiet og SF for at stå sammen med os om denne beslutning. Sammen har vi prioriteret en konkret forbedring, der kan mærkes i hverdagen.

Vi skal fortsat have fokus på at bruge regionens midler fornuftigt, og vi skal løbende evaluere, om ting fungerer til gavn for dem, der har brug for det. I dag vil jeg glæde mig over, at vi sammen har taget et vigtigt skridt for lige adgang til sundhedsvæsenet – til glæde og gavn for alle i Region Midtjylland.
 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025