
Til september skal de mange skoleelever sammen med deres klasse dyste med andre skoler om at være bedst til at leve sundt. Og her spiller sjippetovet i år en afgørende rolle.
Børnene kan vælge mellem ti måder at sjippe på, ved hjælp af ti instruktionsvideoer som bliver lagt på YouTube.
”Man kan næsten kun blive i godt humør, når man sjipper sammen og samtidig får man sved på panden. Det gør det sjovt at være sund,’” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv og derfor Aktiv Rundt med 10,5 mio. kr.
Sundhedsugerne skydes i gang den 21. september i tre uger skal eleverne sammen med deres lærer holde regnskab med om de får spist morgenmad og frugt, samt sovet og motioneret tilstrækkeligt.
Rekorden slået stort
Selvom tilmeldingsfristen ligger et godt stykke forude, så står det allerede nu klart, at der igen i år bliver tale om rekordtilmelding.
”Aktiv Rundt er nærmest eksploderet mellem hænderne på os i år,” siger projektleder Anders Flaskager, UC Syddanmark, der har fået et luksusproblem, fordi der allerede nu er langt flere tilmeldte end budgetteret. Han lover dog at alle tilmeldte nok skal få sjippetov tilsendt.
Aktiv rundt i Danmark er med sit deltagerantal Danmarks største sundhedsprojekt for børn, og deltagerantallet har sat rekord hvert år siden starten i 2006. I 2014 deltog godt 141.000 elever.
Udenlandsk interesse
Herhjemme har ikke mindst skolereformens krav om 45 minutters motion hver dag skabt særlig interesse, fordi der følger inspiration med til lærerne i form af materialet ’Powerpauser’ og ’Bevægelse i undervisningen’.
Men også udlandet har vist interesse. Anders Flaskager har således været inviteret til Spanien, Norge og Tyskland for at præsentere projektet.