23 elever fra syv lande besøger Horsens Gymnasium - med fokus på bedre miljø



Arkivfoto

I næste uge kommer 23 elever fra syv lande på besøg på Horsens Gymnasium. Anledningen er det EU-støttede Comenius-projekt, der sætter fokus på miljømæssige udfordringer. Ud over Horsens Gymnasium deltager gymnasier fra Østrig, Tyrkiet, Belgien, Tyskland, Kroatien, Italien og Spanien.
 Eleverne har det seneste år bl.a. arbejdet med betydningen af CO2-udslippet, og målet er bl.a. at lave en analyse, der skal pege på styrker, muligheder, svagheder og trusler ved den globale opvarmning.
 To af de lokale elever i Comenius-projektet, der tidligere har hentet inspiration til den hjemlige undervisning ved at være på besøg i udlandet, glæder sig til næste uge, og det udbytte, der følger med:
 - Vi får selvfølgelig trænet en del sprog; f.eks. skal jeg ha’ en spansk pige boende. Men vi lærer også en masse om, hvordan andre lande håndterer deres miljøudfordringer, siger Katrine Kammer Pedersen, 3.a.
 Sara Hallsdottir Bonde fra 3.e var i fjor på besøg i Østrig og blev overrasket over, hvor stort fokus, der er på miljøet i alpelandet.
 - Mange af dem, jeg besøgte, har valgt at være vegetarer, fordi kødproduktionen påvirker miljøet negativt – og de sorterer deres affald meget grundigere, end vi gør. Hver familie har f.eks. fire forskellige skraldespande, siger hun.
 Begge elever har fået en masse med hjem fra deres udlandsture og håber at kunne gøre gengæld i næste uge – ikke kun i form af gode sociale oplevelser, men også gennem besøg og ny viden. Bl.a. omfatter programmet et besøg hos Danish Crown-slagteriet samt på solcelle-anlægget i Brædstrup, og eleverne skal i fællesskab også forsøge at producere biogas i gymnasiets kemilaboratorium.
 Det fælles sprog i næste uge er engelsk, men også tysk, fransk og spansk kan der blive brug for. Senere på skoleåret kan elever fra Horsens komme på Comenius-besøg i Tyrkiet, Spanien og Belgien.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025