Lars Falk Jacobsen med sin nye, uofficielle busskilt-æresplade. Rute 635 – Hovedgård, Gangsted, Grumstrup – nu med tårer i øjenkrogen og klump i halsen. (Foto Leon Dam Hansen)
GRUMSTRUP - Lars Falk Jacobsen har sat bussen i frigear for sidste gang – og passagererne i Hovedgård-området? Ja, de stod nærmest på nakken af hinanden for at sige tak. Med sodavand, kram og hjemmelavet t-shirt.
Af Jørn Kildall. Foto Leon Dam Hansen
Fredag eftermiddag, præcis da solen begyndte at overveje om den gad skinne lidt mere, svingede rute 635 ind foran Grumstrup Forsamlingshus. Inde bag rattet sad Lars Falk Jacobsen, skolebuschauffør med både smerter i ryggen og slikkepinde i handskerummet – og udenfor stod en flok skolebørn, forældre og andre bekendte med kager, skilte og tårevædede øjne.
Man kunne næsten ikke se, hvem der kørte bussen, så dugget var forruden blevet af de mange følelser. Der blev uddelt krammere og klemt på en t-shirt, som Eva havde fået trykt til lejligheden. På maven stod: "Danmarks bedste buschauffør". På ryggen: "En ordentlig bussemand". Og det var ikke engang noget, Lars selv havde fundet på.
Fra vejviser til ven – Martin Dalsgård viste Lars vejen i starten, og endte med at sætte retningen for et venskab, der nu fylder mere end ruteplanen. (Foto Leon Dam Hansen)
Et frirum på fire hjul
Lars, som de fleste bare kaldte ham, har i fem år kørt skolebørn til og fra Hovedgård. Det lyder måske ikke som det store, men det blev det altså. For Lars kunne noget med mennesker – og især med børn, som han hurtigt opdagede, havde brug for lidt mere end en transportløsning.
Slikkepindene forrest i bussen var ikke pynt. De var en slags velkomstkomité.
– De der børn gav mig noget at stå op til, sagde Lars, der efter en arbejdsulykke i 2016 ellers var blevet godt og grundigt slået i stykker – både fysisk og lidt sjæleligt.
Men så mødte han Kim. Og siden Martin. Og med lidt venligt pres – og en smule galgenhumor – kom Lars bag rattet igen. Og så begyndte det egentlig bare at rulle derfra.
”Danmarks bedste buschauffør” står der på maven – og det er der ikke nogen, der diskuterer. Her får Lars endnu en varm snak og et par gode ord med på vejen. (Foto Leon Dam Hansen)
Jul i rullende udgave og en idé med sodavand
Man skulle tro det var løgn, men bussen blev efterhånden pyntet op til jul. Med det hele. Gran, glimmer og godter. Nogen sagde, at det lignede juleudgaven af et rullende tivoli. Og børnene elskede det.
Idéen opstod sammen med en dreng, Martin Dalsgård, som vidste mere om ruten end Lars selv i begyndelsen. Det hele begyndte med lidt vejvisning – og endte med et venskab og nogle temmelig opsigtsvækkende traditioner.
Børn nægtede at tage bussen, da de hørte, Lars stoppede. Heldigvis lovede afløseren at føre traditionerne videre. Ellers kunne det godt være, der var blevet stormet nogle kommunekontorer.
Grumstrup Forsamlingshus blev omdannet til perron for afsked og taknemmelighed. Børn, forældre og et par kager for mange – præcis som det skal være. (Foto Leon Dam Hansen)
Mennesker først. Altid.
Det er svært at sætte fingeren præcis på, hvad det var Lars kunne. Måske var det fordi han ikke prøvede for hårdt. Han spurgte ind, lyttede, og kørte aldrig bare. Han tog folk med – rigtigt med.
– Når du møder børn, der har det svært, og de begynder at åbne op, så mærker man jo, at man gør en forskel. Det bliver ikke bare arbejde, sagde han.
Det er noget, der smitter. Ikke som influenza, men som varme. Og den slags bliver siddende i bussædet længe efter, motoren er slukket.
Tak for turen, Lars
Nu er det slut. Men historierne lever videre. Om den blå bus, slikkepindene, julepynten, og chaufføren med et hjerte, der var lidt større end sæderne i bussen. Måske endda også lidt mere polstret.
Tak for turen, Lars. Du bliver ikke sådan lige afløst.
