
- Den amerikanske kultur smitter resten af verden på en måde, som ingen andre kulturer gør. Derfor er landet så spændende.
18-årige Daniel Jensen lægger ikke skjul på, at han er meget fascineret af USA og den amerikanske drøm. Fra på fredag, den 12. september, får han og de 23 andre i den internationale klasse 3.a på Horsens Gymnasium lejlighed til at komme endnu tættere på det store land.
Klassen tæller nemlig ned til 10 dage i New York og Washington, hvor de både skal tæt på storpolitik, skoleliv og shopping. Og det kan være svært at udpege én ting, der ligger øverst på forventnings-barometret.
- Jeg glæder mig meget til besøget på Howard Community College og opleve, hvordan mine jævnaldrende går i skole. Men jeg glæder mig også meget til at besøge Ground Zero. Selvom det var en voldsom og tragisk begivenhed, har det påvirket resten af verden utroligt meget, siger Thilde Skytte, 17.
Hendes billede af USA har ændret sig en smule gennem de mange timer, klassen har brugt på at læse amerikansk litteratur samt om landets historie og samfundsforhold.
- Jeg har stadig følelsen af, at alting er større i USA, og at den amerikanske drøm virkelig lever. Men for alle dem, der lykkes med at komme til tops, er der også mange, der ikke gør, og det virker som et samfund, hvor det kan være svært at kravle ret langt op af den sociale stige, siger Thilde Skytte.
Begge ser frem til at opleve helt andre sider af landets mangfoldige kultur – f.eks. amerikanernes glæde ved baseball, når New York Mets træder ind på Citi Field-stadionet i den østlige del af byen. Andre elever planlægger en teatertur på Broadway.
For Daniel Jensen er det spændende, at USA er et land, hvor mange kulturer mødes.
- Det er jo næsten halve europæiske lande, der er emigreret til USA igennem tiderne. Det giver dem stærke europæiske rødder med indvandrere fra Irland, Italien, Tyskland osv. – samtidig med at der også kommer mennesker til fra alle andre dele af verden, siger han, der gerne indrømmer, at han har sin egen amerikanske drøm:
- Lige nu drømmer jeg om at læse jura og bagefter bruge uddannelsen i USA. Det kunne være fedt.
Med på turen skal samfundsfags-lærer Connie Kjeldbjerg og engelsklærer Birthe Küsch Nørmark, som har forberedt turen i lang tid. Den internationale klasse har været i København og Bruxelles, og USA-turen her i 3.g har været planlagt, siden de begyndte.
- Eleverne har koncentreret sig om det moderne USA, og som en del af optakten laver de deres AT-forløb (almen studieforberedelse), hvor de kombinerer engelsk, samfundsfag, religion og historie. Efter hjemkomsten skal de desuden undervise de 2.g’ere, som skal til New York næste år, siger Birthe Küsch Nørmark.
I sidste uge havde klassen desuden besøg af Niels Bjerre Poulsen, der er lektor på Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.
Blandt programpunkterne på turen er også The Statue of Liberty, en rundvisning i FN-bygningen, en tur over Brooklyn Bridge, besøg i Kongressen samt en tur på Arlington-kirkegården.
- Det bliver helt kanon at komme derover – og vi skal også nok nå at tjekke nogle af butikkerne i New York og Washington. Kufferterne bliver helt sikkert mere fyldte på vejen hjem end på vej derover, siger Thilde Skytte og Daniel Jensen med et grin.