
For 27 år siden, i november 1988, kom Preben Egeholt på foranledning af tidligere menighedsrådsmedlem Uffe Ross Petersen i Østbirk Menighedsråd.
Uffe ønskede at udtræde af menighedsrådet efter en længere periode, herunder bl.a. som formand, og mente at Preben Egeholt passende kunne overtage hans plads. Dengang boede Preben ligesom Uffe i Vestbirk og var kirkevant fra sit kirkesangerjob i Kattrup/Tolstrup sogne, som han havde varetaget siden 1969!
På daværende tidspunkt var der en tradition for at Østbirk Menighedsråd var sammensat af medlemmer fra de forskellige byer og områder i Østbirk sogn, så der var medlemmer fra Østbirk, Monbjerg, Sattrup, Sandvad, Vrænge og Vestbirk.
På opstillingsmødet i september 1988 blev der lavet en liste, med Egeholt på og med tradition for fredsvalg i Østbirk sogn, tiltrådte det nye menighedsråd 1. søndag i advent 1988.
Arne Koch Larsen var formand og havde været det i en længere årrække. På 3. år i valgperioden, mente han at der skulle nye kræfter til og pegede på Preben Egeholt som ny formand.
- Det sidste år i valgperioden varetog jeg formandskabet, og fik en god lærermester i Arne Koch-Larsen. Herefter gik Koch-Larsen ud af menighedsrådet og det nye råd pegede på mig som formand, fortæller Preben Egeholt, der har været formand siden.
At være med til at præge, give muligheder og skabe gode rammer for et godt og bredt sogneliv, til glæde for børn, unge, voksne og de ældre, hver på deres måde, betegner Preben som noget af det bedste ved at være med i menighedsrådet.
- Sammen med sognepræsten at give indhold til et varieret kirkeliv ud over de almindelige kerneydelser. Og her er der jo virkelig sket en udvikling - ”et boost” siden 2008, hvor Lone Buhl blev vores sognepræst! At se tingene gro, opleve engagement og opbakning med kreativitet, ja, det er en fornøjelse! At ”formidle kirke” kan være svært, men jeg synes det lykkes på rigtig god vis i Østbirk, fordi mange trækker på samme hammel, hver på deres måde!
- At menigheden tager vel imod de tiltag der tilbydes er ”guld værd”, og er med til at styrke samhørigheden i Østbirk, sammen med andre tiltag der foregår i byen, siger menighedsrådsformanden.
- Man må ikke forfalde til at rose eller forherlige sig selv, siger Preben Egeholt adspurgt om hvor han og Menighedsrådet har gjort en forskel.
- Men jeg må rose de menighedsrådsmedlemmer jeg har samarbejdet med gennem 25 år for deres engagement, positive tilgang til at skabe rammer, og selv give en stor hånd med i det praktiske arbejde, til gavn for menigheden!
- I dette arbejde er der stor hjælp at hente i en skare af frivillige! Uden dem var det ikke muligt at gennemføre så mange arrangementer, som vi gør og dette ofte med stort deltagerantal!
Menighedsrådsarbejdet er frivilligt og ulønnet arbejde, så derfor går der mange ”fritimer” med at arbejde for Østbirk Kirke og samværet heromkring! Bag kulissen er der møder med beslutninger, planlægning og økonomi.
- For nye rådsmedlemmer er det ofte en øjenåbner at komme i menighedsrådet, for her sidder man ikke bare til pynt! Det er faktisk konkret og ofte hårdt samt tidskrævende arbejde! Men når alle ting går op i en højere enhed og tingene lykkes, ja, så mener jeg menighedsrådet har gjort en forskel, siger Preben Egeholt.
- Og formanden? Ja, han skal samle alle trådene og have overblik, ikke mindst det økonomiske, som fylder meget i menighedsrådsarbejdet, desværre!
- Han skal styre de daglige forretninger, udføre menighedsrådets beslutninger, have kontakt til diverse myndigheder, eksperter og håndværkere, følge op på vedtagne beslutninger og rent faktisk have føling med alt hvad der sker og foregår i det ”kirkelige regi”, siger Preben Egeholt og tilføjer at hele det kirkelige område trænger til en modernisering, hvilket forhåbentligt er på vej.
Her tænker formanden på systemets sendrægtighed og kompleksitet med megen snak om bundethed af økonomi og manglende tid til at drøfte de nære og trosmæssige forhold.
Østbirk har et nyrenoveret sognehus, nyt stisystem til og fra Præstegården, ny parkeringsplads og mandskabsbygningen er også nyrenoveret indvendig. Der er lavet nye indbydende toiletforhold og kirkebygningen er i rimelig stand med nyt orgel.
Kirkegården er under forandring med nye tiltag og Preben Egeholt ser frem til de kommende opgaver som menighedsrådsformand. :
- Anlæg af en ”Skovkirkegård” i tilknytning til ”Fællesplænen”. Udbygning af nyt urne- og plænegravs afsnit! Nyt tag på kirken samt renovering af tagkonstruktionen, så yderligere revner i kirken kan undgås! Et stort projekt hvortil Horsens Provsti har bevilget 5,6 mill. kr. og renovering af sarkofagerne i det Gramborgske kapel (Søndre kapel), hvortil vi har fået bevilget 1. mill. Mange penge, men historisk inventar koster ”kassen” at renovere, da spec. uddannede konservatorer er involveret, så pengene slår nok ikke til.
- Renovering af nedtaget herskabsstol, som hænger i det søndre kapel til ca. 800.000 kr. Men dette er et fremtids senarie! Endelig ønsker Østbirk menighedsråd nye messehagler til kirkeårets højtider og kirkeåret, tilføjer Preben.
- Fremtiden tegner lys. Et rigt og mangfoldig sogneliv med god kirkegang og opbakning, en engageret og aktiv sognepræst, et positivt og arbejdsomt menighedsråd, bistået af gode frivillige hjælpere! Hertil kommer dejlige og engagerede medarbejdere, overkommelige arbejder vedr. bygningsmassen og ”byens smukkeste have”/kirkegården. Økonomien hænger sammen! Så er det bare at ønske ”ånden”, engagementet og indsatsen varer véd, trods evt. personudskiftning, slutter Preben Egeholt og betegner anskaffelsen og indvielsen af nyt orgel i 2014 - en udfordring til 4,5 mill. kr. - som sit ”formands-svendestykke” - ved hårdt, vedvarende og forhandlende ”benarbejde”, donationer og en testamentarisk gave, at løse opgaven til 1,1 mill. kr. alt incl., på et 22 stemmer stort orgel!
- Det var en stor dag da orglet blev indviet. Vi har glædet os over orglets ”brusen” og formåen, siden da!
Preben Egeholts 25 års jubilæum som meninghedsrådsformand markeres med højmesse i Østbirk Kirke søndag den 22. november kl. 10.30, hvor der bydes på et glas og lidt sødt i kirken. Efterfølgende samles indbudte gæster i Østbirk Præstegård.