40 års jubilæum i Hovedgård og Omegns Gymnastikforening



I år er det 40 år siden at en gruppe Hovedgårdborgere tog initiativ til at stifte en gymnastikforening i Hovedgård & Omegn. Foreningen har igennem årene været igennem stor udvikling med mange nye og spændende initiativer, og foreningen tæller i dag mere omkring 400 medlemmer.
 Det var Karen Madsen, Lene Færk og Erik Ljunggren der i 1973 tog initiativ til, at oprette en gymnastikforening i Hovedgård og foreningen kunne i december 1974 holde stiftende generalforsamling, hvorpå man bl.a. bestluttede at foreningen skulle hedde HOG, Hovedgård og Omegns Gymnastikforening og være en selvstændig forening.
 Aase Nielsen blev valgt til at være foreningens første formand. Med et grundkontingent på 5 kr. og derforuden 15 kr. for medlemmer under 18 år og 25 kr. for medlemmer over 18 år, startede et arbejde som er og siden har været til glæde for mange borgere i Hovedgård og omegn. Aase Nielsen sad som foreningsformand i 26 år. Mange andre ledere har deltaget flittigt i arbejdet i HOG, som f.eks. Bente Koch, der sad i bestyrelsen i 16 år. Birte Olsen var med i bestyrelsen i 10 år og Lisbeth Kristensen i 12 år.
 Mange forskellige hold har været på programmet gennem alle årerne i HOG. De første år dominerede folkedanserne, og var med i foreningen helt frem til 1982. De traditionelle hold som småbørn, rytmepiger, springpiger, herrehold, rytmedamer og motionsdamer var repræsenteret lige fra starten, men allerede i 1976 startede et jazz-rytme hold op. I 1990 dukkede aerobichold op i foreningen for første gang og noget senere løbetræning, orienteringsløb og stavgang. Fra omkring 2000 fik foreningen step, atter aerobichold, showdans, drengefræs, forældre/barn gymnastik, ligesom aktivitetsdage, bedsteforældredage og gymnastikskolesamarbejdet med ØIF, SGIF og GFG så dagens lys.
 HOG inviterer alle medlemmer og øvrige interesserede med til at fejre jubilæet, og kan denne dag denne tilbyde sjove og festlige indslag for både børn og voksne.
 Dagens program i Hovedgård Skoles Festsal begynder med ”A walk down Memory Lane” i HOGs 40 årige historie kl. 10.00. Kl. 11.00 tager Michael Bak over med tidens trends indenfor børnegymnastik og rytmik. Michael Bak, der er aktuel på DGI kurser over hele landet, spiller, synger, leger og laver bevægelse med børn (og forældre).
 Den entusiastiske, underholdende og dygtige instruktør indenfor samtlige latinamerikanske dansearter, Zumba m.m. Pavel Herrera, giver kl. 12 en halv times gratis træning i Sh’bam, et fedt og sveddryppende koncept med dans og rytmer hvor alle kan være med. Selve generalforsamling begynder kl. 13.00.
 - Vi håber på at se en masse af HOG’s medlemmer og byens øvrige borgere til en hyggelig og aktiv dag. Samtidig håber vi på at mange har lyst til at blive og deltage i generalforsamlingen, hvor der bliver serveret øl og sodavand, siger Heidi Bie.
 Hovedgård og Omegns Gymnastikforening har ca. 400 medlemmer i alderen fra 0-70 år og 36 instruktører/ hjælpeinstruktører til at aktivere medlemmerne.
 Arkivfoto bogo, fra gymnastikopvisningen i Hovedgårdhallen i 2002.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025