550 gymnasieelever får undervisning i mindfulness



Daniel Jensen havde stor glæde af forløbet i en periode med mange afleveringer og lektier.

Mindfulness kan være en stor hjælp til at bevare overblikket i en presset hverdag. På mandag, den 12. januar, skal de ca. 550 elever, deres lærere samt personalet på Horsens Gymnasium bruge dagens første timer på at høre om mindfulness – og få en øvelse eller to med hjem.
 Gæsterne på dagen er Jacob Piet, der er psykolog og underviser i mindfullness-baseret stressreduktion (MBSR) samt hjerneforsker Else-Marie Elmholdt Jegindø. Begge arbejder på Dansk Center For Mindfulness under Aarhus Universitet.
 Men hvorfor kan mindfulness være en god idé at kende for gymnasieelever og -lærere?
 - Mindfulness kan forbedre din koncentration og give større evne til at fokusere på nuet. Det kan være en fordel f.eks. i eksamenssituationer og i en periode med mange afleveringsopgaver, siger lektor på Horsens Gymnasium Lars Moeslund, som selv har praktiseret mindfulness i mange år.
 I princippet udspringer mindfulness fra buddhistisk meditation, men er i dag uden forbindelse til buddhisme eller andre religioner. Ved at fokusere på nuet og på at skabe overblik gennem meditation får du en mere harmonisk hverdag. Men det kræver træning, påpeger Lars Moeslund og tilføjer:
 - Det kan være hårdt arbejde at leve i nuet. Man kan betragte mindfulness som en færdighed, hvor du kun bliver bedre, hvis du bliver ved med at øve dig. Fuldstændig som med fodbold eller fløjtespil, siger Lars Moeslund.
 Sammen med sin kollega Anne Toftild har han introduceret de øvrige kolleger til mindfulness på en pædagogisk weekend i efteråret, og i foråret gennemførte de et forløb for eleverne kort før eksamen.
 En af deltagerne ved den lejlighed var Daniel Jensen, der nu går i 3.a. Han havde stor glæde af forløbet i en periode med mange afleveringer og lektier.
 - Jeg mener selv, at jeg er god til at bevare overblikket. Men alligevel hjalp det mig at lære nogle teknikker om åndedræt og afslapning, så jeg gik derfra med en følelse af fokus og overskud, siger Daniel Jensen, der stadig bruger teknikkerne:
 - Jeg sidder ikke halvanden time i stilhed, men hvis jeg har mange bolde i luften, er det lettere at komme rigtigt i gang, hvis jeg lukker af og fokuserer i 10 minutter, siger han.
 Lars Moeslund tilføjer, at Horsens Gymnasium er i spil som en del af et kommende forskningsprojekt under Dansk Center For Mindfulness.
 - Centeret vil gerne lave et projekt med en klasse, og her er Horsens Gymnasium en god mulighed. Samtidig håber vi at kunne starte en efteruddannelse for lærerne. En væsentlig idé med mindfulness er at gå fra stressbehandling til stressforebyggelse, og alene af den grund kan det bruges på mange arbejdspladser – ikke kun gymnasiet, siger Lars Moeslund.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025