KLUMME - Bag hver græsslået fodboldbane, hver vellykket byfest og hvert nymalet klubhus står mennesker, vi alt for sjældent får øje på.
Af Birgitte Feldborg
Vi opdager det som regel først, når noget mangler.
Når der mangler flag på hovedgaden i den weekend, hvor konfirmanderne bliver konfirmeret.
Når foreningens årlige julefest for børnene må aflyses, fordi der ikke var hænder nok til at pynte juletræet.
Når hallen står tom en torsdag aften, fordi ingen havde tid til at træne U6 pigerne.
Vi er vant til, at tingene bare sker.
At scenen er stillet op, kaffen brygget og billetterne trykt.
At børnene kan gå til håndbold, uden vi behøver spekulere på, hvem der vasker trøjerne bagefter.
Men i virkeligheden sker ingenting af sig selv.
Bag alt det, der får Gedved til at føles som en levende by, står mennesker, som vi alt for sjældent får øje på: De usynlige helte.
De, der gør arbejdet uden applaus
Det er dem, der trækker i arbejdstøjet på en søndag morgen for at samle skrald efter byfesten.
Dem, der møder op til generalforsamlingen, også selvom de egentlig hellere ville være blevet hjemme i den bløde sofa.
Dem, der siger ja, når nogen spørger: "Kan du ikke lige?"
De gør det uden at kræve noget.
Ingen store takketaler. Ingen opslag på Facebook.
Måske endda uden at nævne det for nogen.
Det er deres navne, vi aldrig ser på plakaterne – men uden dem var der slet ingen plakater at hænge op.
Mere fællesskab end festtaler
Man kan let komme til at tro, at fællesskab handler om store begivenheder.
Fester, taler, fejringer.
Men i virkeligheden lever fællesskabet i det stille.
I det frivillige møde i klubhuset, hvor der skal træffes beslutninger om, hvordan vi får råd til nye mål til U10-holdet.
I de timer, nogen bruger på at bage 40 bradepandekager, så skolefesten ikke bliver en tør affære.
I alt det, vi sjældent ser, men som vi mærker, når det er der.
Det er ikke de store ord, der holder en by sammen.
Det er de små handlinger, gang på gang på gang.
Gedveds bankende hjerte
Og måske er det særligt noget, vi kender her.
Her, hvor man stadig kan ringe til naboen, hvis man mangler en trailer.
Her, hvor folk stadig sætter en ære i at møde op til gymnastikopvisning, også selvom børnene er blevet voksne for længst.
Her, hvor vi stadig lægger hånden på hjertet og siger: "Selvfølgelig skal vi have en byfest."
Her, hvor julepynten bliver hængt op, uden en masse planlægning og møder.
Her, hvor græsset ved Gadekæret som et lille mirakel er slået hele sæsonen, uden at nogen egentlig lægger mærke til, hvem der gjorde arbejdet.
Det er i virkeligheden ikke aktiviteterne i sig selv, der betyder noget.
Det er alt det, de repræsenterer:
Viljen til at give noget af sig selv, uden at forvente andet end, at det kommer hele byen til gode.
Det er frivilligheden, der er Gedveds bankende hjerte.
En lille tak – og en stor tanke
Så næste gang du står til byfesten og nyder synet af børn i hoppeborgen, eller du griber en kop kaffe til fællesmødet i Højbo eller i Medborgerhuset, så stop et øjeblik.
Kig omkring.
Chancerne er store for, at du ser en af dem.
En af de usynlige helte, der får det hele til at ske.
Og måske er det værd at huske, at heltene også findes andre steder.
Om lidt er der kommunalvalg igen.
Folk, der vælger at stille op, lægge timer i debatmøder, lytte, diskutere og kæmpe for det, de tror på – fortjener også en tak.
Ikke fordi vi nødvendigvis er enige med dem.
Ikke fordi vi altid forstår deres prioriteringer.
Men fordi de stiller sig til rådighed for fællesskabet, hvor de fleste af os hellere bliver hjemme.
Også dem holder vores by i gang.
Måske skylder vi dem – ligesom de usynlige helte til byfesten og på sportspladsen – et anerkendende nik.
For Gedved består ikke kun af huse, veje og gadekær.
Gedved består af mennesker, der bliver ved med at stille op.
