Peter er tilbage på Sattrupvej – og det blomstrer på ny



Peter byder velkommen med et stort smil blandt blomster og grønne spirer på Sattrupvej 7. (Foto Leon Dam Hansen)

SATTRUP - Peter Planteskole i Sattrup står igen i fuldt flor på Sattrupvej 7. Bag den hyggelige planteskole finder vi Peter – en mand med hjertet på rette sted, store drømme og masser af grønne fingre.

Af Jørn Kildall. Foto Leon Dam Hansen

Når man snakker med Peter, går der ikke mange minutter, før man mærker, hvor meget kærlighed han lægger i sine projekter – både dem med planter og dem med mennesker.

For nogle år siden mødte han Joy på Filippinerne, og sammen begyndte de at drømme. Tanken var at åbne en planteskole langt fra det østjyske, fyldt med grøntsager, frugter og planter. Tomater skulle være en vigtig del af drømmen, men... ja, tomater kan være nogle kræsne små væsener. På Filippinerne er klimaet for varmt for de fleste sorter, og ifølge Peter selv, findes der faktisk kun én slags tomat derude.

Det var en lille mavepuster for planerne – men sådan er det jo ofte med eventyr: de går sjældent lige efter planen.
 

En hyggelig snak mellem Peter og besøgende i den grønne oase, hvor både planter og gode historier trives. (Foto Leon Dam Hansen)

Hjem til rødderne – med hjertet i to verdener

Mens drømmen i øst løb lidt ud i sandet (og pengene blev færre, som det jo desværre ofte går), stod Peter i Danmark og kiggede på sin egen planteskole, som var sat til salg i den kolde tid. Men... så kom foråret snigende, og pludselig virkede det ikke længere som en god idé at slippe det hele.

Så Peter beholdt planteskolen. Samtidig holder han fast i kontakten til Filippinerne – til Joy, som han skriver og snakker med hver eneste dag.

Et sted med sjæl – og gamle kæmper i haven

Kigger man forbi Sattrupvej 7 i dag, bliver man mødt af et sted, der emmer af liv og kærlighed til planterne. Der er planter i alle afskygninger, små frø, krydderurter, gamle træer og buske – blandt andet et abetræ, der har mere end 30 år på bagen. Og det står dér, som en slags grøn skulptur midt i det hele.

Det hele virker... ja, nærmest som en lille hemmelig have, hvor man både kan gå på opdagelse og finde ro.
 

Det imponerende abetræ, der har vokset sig stort og flot på over 30 år, troner midt i planteskolens have. (Foto Leon Dam Hansen)

Et sted, der er værd at besøge

Hvis du er på jagt efter en plante, et godt råd eller bare en hyggelig snak om stort og småt, så er Peter Planteskole bestemt et sted, du skal lægge vejen forbi. Man går derfra med jord under neglene – og et smil på læben.
 

Jørn Kildall

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025