- Det har været sjovt at se, hvordan vand fra toilettet kan blive til rent vand, der ender ude i åen. Det er altså ret vildt.
Sådan sagde 11-årige Josefine Frees fra 5.a på Østerhåbskolen, da hun i går var med klassen på rundvisning hos Horsens Vand A/S. Besøget var en del af temaugerne Rene Uger, som er et tilbud til alle 5. klasser i Horsens Kommune, hvor de har fokus på affald og miljø.
De 22 elever fik et indblik i, hvordan spildevandet hos Horsens Vand A/S bliver forvandlet fra affald til masser af energi. Anlæggene på Alrøvej udvinder nemlig både biogas, gødning, elektricitet og varme af horsensianernes spildevand – endda så meget, så Horsens Vand A/S er selvforsynende med strøm og samtidig leverer varme til flere hundrede husstande hvert år.
- Jeg synes, det har været sjovt at se det i virkeligheden i stedet for bare at læse om det. Men det er lidt skræmmende, at der er tanke, hvor selv ænderne synker til bunds, sagde 10-årige Tobias Heilmann med tanke på de særlige biotanke, hvor mikroorganismer sørger for at rense vandet.
En af klassens lærere, Jannie W. Nielsen, forklarede, at klassen hidtil har arbejdet mest med affaldssortering og genbrug af f.eks. metal – men besøget satte mange tanker i gang:
- Vi kommer helt klart til at bruge besøget de kommende uger, også efter efterårsferien. Det er altid spændende at se tingene i virkeligheden, sagde hun.
Rundvisningen blev ledet af laborant Svend Erik Kristensen, der sætter stor pris på denne mulighed for at præsentere sin arbejdsplads for nysgerrige gæster.
- Mange ved ikke, hvor meget vi reelt bidrager til et bedre miljø – både ved at rense spildevand og ved at producere billig energi. Derfor er vi meget glade ikke mindst for disse skole-rundvisninger, som giver eleverne rig lejlighed til at spørge, indtil de får svar, sagde han.
Blandt de mange tal, eleverne blev præsenteret for var blandt andet, at renseanlægget hver dag modtager 20 mill. tons spildevand, som bliver ledt renset ud i Bygholm Å ca. 16 timer senere – og at udledningen fra Horsens Vand A/S faktisk er renere end det vand, der er i åen i forvejen.
- Længere inde af åen er indholdet af kvælstof i vandet mellem fire og fem gange højere end i det vand, vi udleder, konstaterede Svend Erik Kristensen.
Rene Uger arrangeres i et samarbejde mellem Horsens Vand A/S, Skoletjenesten hos Horsens Kommune samt Teknik & Miljø. Blandt de øvrige aktiviteter er indsamling af affald, besøg af en skraldebil samt rundvisning på genbrugspladsen. Desuden bruger eleverne hjemmesiden udmedskrald.horsens.dk.
Temaugerne slutter i uge 41.
Klik her og bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook!