Det er nok de færreste, der kan skrive på deres CV, at de har arbejdet under seks forskellige borgmestre, oplevet to kommunalreformer og været igennem en teknologisk udvikling, der ville sende de fleste til tælling.
Det er ikke desto mindre tilfældet for den 71-årige overassistent Kirsten Graunkær, der den 1. april kunne fejre 50 års jubilæum i Horsens Kommunes pensionsafdeling.
På grund af overenskomstforhandlingerne i foråret blev Kirsten dog først fejret på behørig vis midt i juni. Først med en happening, hvor kommunaldirektøren kom på uanmeldt besøg for at takke jubilaren for den store indsats i de mange år. Derefter med en sammenkomst for kollegerne.
Selv synes Kirsten Graunkær ikke, at det er noget særligt med et 50 års jubilæum, selvom hun selvfølgelig medgiver, at der er tale om rigtig mange år på det samme sted.
Tiden afspejles blandt andet i antallet af borgmestre, som Kirsten Graunkær har arbejdet for. Seks bliver det til i alt, når den nuværende arbejdsgiver Peter Sørensen tælles med.
Og så har den teknologiske udvikling været ensbetydende med et kvantespring i forhold til måden at løse opgaver på.
Kirsten har altid arbejdet inden for pensionsområdet, og første arbejdssted var Social- og Sundhedsforvaltningen på Fabrikvej. Det var dengang, folk fik udbetalt deres pension på en check, som hun derefter i indløst stand skulle sortere i nummerorden.
I 1972 blev hun forfremmet og lærte at beregne pensioner, og hun har været med hele vejen lige fra udarbejdelsen af det manuelle stamkort over den maskinelle indberetning til i dag, hvor al arbejdet foregår elektronisk.
I midten af 70’erne fik Kirsten Graunkær sin første af to sønner, og selvom hun i den forbindelse gik på deltid, var det alligevel lidt hårdt at vende tilbage på jobbet efter kun tre måneders barselsorlov.
Ligesom alt andet har også pensionsområdet udviklet sig hele tiden. Så meget at Kirsten kunne have endt i Holstebro i 2013, da Udbetaling Danmark overtog pensionsudbetalingen. Men hun er tjenestemand og kunne derfor blive i Horsens.
I dag står hun for udbetalingen af brøkpension, hun afstemmer konti, tager telefoner og betjener borgere i skranken.
Hun medgiver gerne, at hun stadigvæk kan ønske sig tilbage til journalarkene, som hun kunne holde fysisk i hånden og kigge på.
- Jeg følger med i den teknologiske udvikling, så godt jeg kan, men jeg er på den, når IT-systemerne driller. Så skal jeg have hjælp af en kollega, siger hun.
Og er der så nogen som helst gisninger om, hvornår den erfarne pensionsmedarbejder agter at sige farvel til den kommunale verden for at nyde sit otium?
- Mit store problem er, at jeg på et tidspunkt skal stoppe, for jeg kan rigtig godt lide at komme herned, lyder hendes svar.
Og så tilføjer hun med et lille smil:
- Jeg sidder endnu ikke på det sidste kontor på gangen, for derfra er det jo ud.
