AC Horsens besejret i topkampen



De Gule spillede søndag eftermiddag topkamp mod Vendsyssel FF på CASA Arena Horsens, men måtte se sig besejrede for første gang i 10 kampe, da de tabte kampen med 1-0. Kampen var meget lige, og kunne på en hvilken som helst anden dag, sagtens have endt uafgjort eller med sejr til AC Horsens.

Det var gæsterne, som kom bedst fra start. Allerede efter små 5 minutter fik Vendsyssel FF et hjørnespark. Efterfølgende blev bolden halvclearet af målmand Nicklas Dannevang, men den røg lige i fødderne på Vendsyssels Mads Greve, som kunne sparke den sikkert ind. 1-0 til nordjyderne.

Efter 12 minutter havde hjemmeholdet dog en stor chance, da Conor O’Brien fik bolden i siden af feltet, og formåede at lægge bolden indover fra baglinjen. Målmand Jesper Christiansen var dog i vejen for indlægget, og snuppede bolden lige foran fødderne på André Bjerregaard, som ellers stod hvor han skulle.

Efter 25 minutter var André Bjerregaard igen ved at blive farlig. Han lavede en finte rundt om en forsvarsspiller, og fik afsluttet, men bolden susede dog via stolpen ud til målspark. Dette skulle vise sig at blive den sidste chance i første halvleg. Ingen af holdene formåede at spille sig frem til mere.

Helt uden dramatik foregik resten af halvlegen dog ikke. Efter 40 minutter blev spillet kortvarigt stoppet, fordi Aleksandar Stankov lå på banen, og tog sig til baglåret. Han blev med det samme skiftet ud, og hjulpet i omklædningsrummet. Ikke det bedste for De Gule, da de i forvejen manglede Kjartan Finnbogason, som var ude med karantæne.

I anden halvleg fortsatte spillerne, hvor de slap i første. Ingen af holdene formåede at blive rigtig farlige det første stykke tid. Efter et kvarters tid havde André Bjerregaard dog chancen, da han lige akkurat fik prikket til en bold, der blev lagt indover. Igen gik den dog lige forbi stolpen.

2 minutter senere svarede gæsterne dog hurtigt igen. Nicklas Dannevang fik pareret et skud, men den røg lige i fødderne på en Vendsyssel spiller, som fik afsluttet. Nicklas Dannevang reddede også returen.

Igen gik det hurtigt den anden vej. De Gule formåede at køre kontra, og på et indlæg som ramte en gul spiller, var AC Horsens meget tæt på at udligne, men scoringsforsøget blev reddet.

I det hele taget var det De Gule, der var farligst i anden halvleg. Efter 67 minutter flugtede André Bjerregaard efter et langt indkast, og bolden gik kun lige over mål. Et par minutter senere var det Niels Lodberg, som var blevet sat op ved siden af André Bjerregaard i angrebet, som havde en mulighed. Med et tørt hovedstød var han lige ved at passere målmanden i Vendsyssel målet, men rutinerede Jesper Christiansen reddede forsøget.

Resten af kampen foregik uden de store chancer. Et par afslutninger i begge ender, som aldrig rigtigt blev farlige, var hvad det kunne blive til.

De Gule måtte dermed forlade banen med det første nederlag siden 0-3 kampen i Vejle den 7. august. Dermed ligger De Gule lige nu på en 4. plads i Bet25 ligaen med 21 point.

Bo Henriksen: - Uheldigt vi ikke får point

Bo Henriksens tropper måtte søndag se sig besejrede for første gang i 10 kampe, da de blev slået 1-0 hjemme mod Vendsyssel FF. Ikke desto mindre var det en afklaret cheftræner, som udtalte sig efter kampen.

- Jeg synes vi gør, hvad vi har aftalt, og hvad vi skal både arbejdsmæssigt og taktisk. Vi giver ikke en chance væk hele kampen, og det er en tilfældighed de scorer på allerede efter 4 minutter. Derfra ved vi, at det er en lille smule op ad bakke. Men det er klart os der skaber kampen, og jeg synes, at vi er klart bedst i alle spillets facetter, men det er nu engang mål, som afgør kampe. Jeg er dog sindssygt stolt af mit hold, jeg synes de præsterer rigtig fint. Vi var uheldige i dag, men de ting vi gjorde burde være nok til at vinde kampen. Hvis vi fortsætter med det, så er jeg sikker på, at vi vil vinde de fleste fodboldkampe. Så jeg er stolt af mit hold, og den måde de agerer og arbejder sammen på, selvom der er nogle ting, der går os imod, siger Bo Henriksen.

AC Horsens har været inde i en rigtig god stime de sidste mange kampe. De havde i dag muligheden for at fortsætte den gode stime, og tage andenpladsen i Bet25 ligaen. Moralen på holdet har da også været rigtig god, og det vil den fortsætte med at være, forsikrer Bo Henriksen.

- Kampen i dag kommer ikke til at betyde noget for holdets moral. Vi har skabt en sund kultur, så det at vi taber en enkelt gang, det er jo fodbold. Sådan er virkeligheden, og det er okay. Vi må gerne tabe, og vi skal turde at tabe, for hvis vi tør at tabe, så tør vi også at vinde. Når jeg står og kigger tilbage på de sidste 10 kampe, så er jeg meget stolt af drengene, slutter cheftræneren.

Kampfakta:

AC Horsens – Vendsyssel 0-1 (0-1)

Mål: Mads Greve (5. min, 1-0)

Udskiftninger:

AC Horsens: Stankov/Jespersen, O’Brien/Lodberg, Bjerregaard/Boesen

Vendsyssel: Bøgild/Vujovic, Joensen/Frantsen

Advarsler:

AC Horsens:

Thomas Kortegaard (26. min), André Bjerregaard (45. min), Mathias Nielsen (72. min),

Vendsyssel:

Jesper Christiansen (61. min), Martin Bergvold (87. min)

Tilskuere: 1899

Man of The Match: Niels Lodberg

www.achorsens.dk

enlightenedBliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025