AC Horsens fik fuld gevinst i Skive



AC Horsens slog fredag aften Skive IK på Spar Nord Arena i Skive. De Gule er dermed ubesejrede i 9 kampe, og det rækker foreløbig til en 3. plads i Bet 25 ligaen med 21 point.

Første halvleg var meget lige, hvor der ikke var de store chancer til nogen af de to hold. Dog var det Skive der pressede mest på i første del af kampen, hvor det blev til en del hjørnespark. Det tætteste Skive kom på en chance, var da Mikkel Cramer affyrede et skud efter et af de mange hjørnespark. Skuddet blev dog blokeret, og AC Horsens holdt stand.

Efter 17 minutter var det i den anden ende der skete noget. AC Horsens’ midtbanespiller Conor O’Brien forsøgte sig med et skud, men den strøg lige forbi stolpen.

Selvom det var en kold oktoberaften, og første halvleg var en tam affære, så lod de 676 tilskuere til at more sig, da der var oktoberfest i sponsorloungen. Aftenen så da også ud til at blive bedre for Skive IK’s festglade tilskuere, da Jesper Henriksen efter 26 minutter fik hovedet på bolden efter endnu et hjørnespark. Den blev dog reddet af Nicklas Dannevang i AC Horsens målet.

To minutter senere foregik det i den anden ende, hvor AC Horsens havde en meget stor chance. En tilbagelægning blev lidt for kort, og Kjartan Finnbogason nåede bolden. Han driblede uden om målmanden, men tog et lidt for langt træk, og på det efterfølgende skud, gik bolden forbi.

Et minut før pausen kom der hul på bylden for De Gule. Efter et AC Horsens frispark landede bolden hos Aleksander Stankov, som skød og scorede på kanten af feltet. AC Horsens kunne dermed gå til pause med en føring på 1-0 ved pausen.

Anden halvleg startede stille og roligt ud. Det var dog Skive, som fik den første chance. Igen var det Jesper Henriksen med et hovedstød, men igen var Nicklas Dannevang klar i målet.

Efter 58 minutter fik AC Horsens en lidt heldig chance, da et indlæg fra Jeppe Mehl pludselig blev til en afslutning, da bolden ramte overliggeren

Ti minutter senere var det igen AC Horsens. Denne gang var holdet dog langt mere effektive. Efter et hjørnespark blev bolden prikket videre til Kjartan Finnbogason, som sikkert sparkede den i kassen, og dermed var AC Horsens foran 2-0. Kjartan bragte sig dermed op på en delt førsteplads på topscorerlisten med sin 6. scoring i ligaen.

Herefter kunne AC Horsens koncentrere sig om at stå dybt. Skive IK pressede på, men kunne ikke rigtig komme frem til noget, og det blev da heller ikke til mere på denne fredag aften i Skive. AC Horsens vandt kampen fortjent med 2-0. Næste modstander bliver Vendsyssel FF næste søndag den 18. oktober på CASA Arena.

Bo Henriksen: - Vi er svære at løse

I kampen mellem AC Horsens og Skive IK fredag aften, var der ikke meget at gøre for hjemmeholdet, som måtte se sig besejrede med 2-0. Dermed er AC Horsens oppe på 9 kampe i træk uden nederlag. En udvikling som naturligvis glæder træner Bo Henriksen, som også oven på fredagens kamp var tilfreds med sit hold.

- Jeg synes, at vi gør alt hvad vi skal, og hvad vi har snakket om. Vi kommer under et hårdt pres fra start, og det var vi egentlig forberedt på, så jeg synes vi løser det fint i perioder, hvor vi kommer frem til, hvad vi skal. Vi har nogle gode muligheder, og så laver vi så de to fremragende mål. Selvom folk ved hvad vi gør, så er vi svære at løse, og det klarer Skive heller ikke i dag, fortæller han.

En af målscorerne i dag var Aleksander Stankov, som startede inde i ligaen for første gang, og som spillede kampen i fuld længde. Cheftræneren var meget begejstret for hans indsats.

- Kjartan har karantæne i næste kamp, så selvfølgelig spiller Stankov også i den kamp. Han har gjort det rigtig godt, og jeg har hele tiden vidst, at han var en dygtig fodboldspiller. Nu kommer han ind, og så får han chancen, siger han.

En vigtig faktor for holdet har været bredden i truppen. I starten var det et stort problem for De Gule, men med de nye spillere har holdet en masse kræfter at gøre godt med.

- Det er jo en gave, at vi har så mange strenge at spille på. Vi mangler vores to stoppere. Sanneh er afsted med landsholdet, og Berthelsen måtte gå ud med en småskade, og alligevel har vi to gode erstatninger, og det vidner om, at vores fundament er ved at være på plads, slutter AC chefen.

Kampfakta:

Skive – AC Horsens 0-2 (0-1)

Mål:

Aleksander Stankov (44.min)

Kjartan Finnbogason (68.min)

Tilskuere: 676

Udskiftninger:

Skive: Pedersen ud/Frankoch ind, Albech ud/Renato ind, Razak ud/Zetterquist ind

AC Horsens: Berthelsen ud/Lodberg ind, Østli ud/Lund ind, Mensah ud/Beck ind

Advarsler:

Skive: Mikkel Cramer (4.min), Mikael Uhre (43. min), Lawal (94. min)

AC Horsens: Thomas Kortegaard (76. min), Kjartan Finnbogason (78. min)

Foto: Lars Reese Photography

www.achorsens.dk

enlightenedBliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025