
For at sprede handlen omkring påskedagene kom statsminister Mette Frederiksen tidligere med et dekret om at holde ekstra åbent i dagligvarebutikkerne i påsken.
De ændrede åbningstider betyder at SuperBrugsen i Østbirk holder åbent 9. april, Skærtorsdag og Påskesøndag, 12. april og begge dage er butikken åben klokken 10 – 17.
Der vil være lukket 10. april, Langfredag og 13. april, 2. Påskedag som det plejer. Brugsuddeler Kenneth Jespersen opfordrer indtrængende kunderne til at sprede handlen ud i åbningstiden og til at handle lokalt.
- For at kunne have bemanding i butikken de to ekstra dage, spurgte vi om nogen skulle have lyst til at tage de ekstra vagter. Personalet har lagt vandret og har arbejdet hårdt de sidste tre uger og mange havde glædet sig til at holde fri i påsken. Heldigvis har jeg et fantastisk personale og de unge har meldt ind at de gerne tager vagterne i butikken begge dage. Jeg er meget stolt af mit personale, fortæller en tydeligvis glad brugsuddeler Kenneth Jespersen.
Kenneth Jespersen opfordrer indtrængende kunderne til kun at komme en fra hver husstand når der skal handles ind og til at man handler mere ind så man ikke behøver at komme i butikken hver dag og han afslutter:
- Mette Frederiksens udmelding om at der kunne åbnes op for samfundet efter påske, har også åbnet en ”kattelem”. Vi må ikke slække på hvordan vi agerer i hverdagen allerede nu… hvilket jeg desværre allerede ser tegn på… for hvis vi ikke tager ansvar, er det ikke sikkert at der bliver åbnet efter påske.
Kildall