Affaldssorteringen flytter ind i gågaden



Pizzabakken i ét hul, coladåsen i et andet, æbleskroget i et tredje og avisen i et fjerde. Horsens Kommune sætter nu gang i affaldssorteringen på gader og stræder med opsætningen af nye skraldespande i Jessensgade og på Vitus Berings Plads i Horsens. I alt sættes der 17 nye super-skraldespande op, som renoveringen af gågaden skrider frem.

- Vi har rigtige gode erfaringer fra den forsøgsordning, vi lavede sidste år. Folk vil meget gerne sortere, og de er dygtige til det. Nu skal de så vænne sig til, at det er ligeså naturligt at sortere, når de er på shoppetur, som når de er derhjemme, siger Niels Holm Ørnstrup, civilingeniør i Affald og Genbrug.

Netop sorteringen vil foregå på samme måde, som den horsensianere kender fra deres affaldsspande hjemme under køkkenvasken. Derfor er de nye skraldespande delt op i fire forskellige rum med plads til at sortere henholdsvis rest-, mad-, papir- og emballageaffald hver for sig.

Hjemmegjort design med funktionalitet i højsædet

Den nye skraldespand er formet som en firkløver. Og generelt ligger der mange overvejelser bag designet af den nye spand. Blandt andet er der på baggrund af et ønske fra byrådet lavet specielle indkast til pantflasker og -dåser samt cigaretskod. Men Byrådet er ikke de eneste, der har været med inde over designprocessen.

- I udviklingen har vi inddraget alle parter lige fra arkitekter til de skraldemænd, som skal tømme skraldespanden. Derudover med input fra Dansk Blindesamfund og Handicaprådet i Horsens udviklet taktile bogstaver og blindskrift, som sidder på toppen af spanden, siger Niels Holm Ørnstrup, civilingeniør i Affald og Genbrug.

Gågaden er ikke det eneste sted, det er muligt at komme af med affaldet på en miljøvenlig måde. På lystbådehavnen og Havnetrekanten er der allerede opsat 12 nye sorterings-skraldespande, som er designet sådan, at de passer ind i det særegne havnemiljø.

På længere sigt er det planen, at der skal sættes lignede skraldespandene op i nogle af sidegaderne til gågaden. Derudover indeholder kommunens nye Ressourceplan, som netop er vedtaget, også et forslag om at sætte flere offentlige skraldespande til affaldssortering op i kommunen.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025